
På en forårsdag i 2015 kom Morten Messerschmidts personlige assistent, Søren Peter Jensen, ind på Dansk Folkepartis personale- og sekretariatschef Jeanie Nørhaves kontor og bad hende - som en ren formalitet - om at underskrive et dokument.
Torsdag blev forårsdagen fra 2015 oprullet i Retten i Lyngby.
For dokumentet var en kontrakt med Color Hotel Skagen, og hendes underskrift er endt som kernepunktet i en tiltale mod Dansk Folkepartis næstformand for dokumentfalsk.
- Søren Peter Jensen kommer ind på mit kontor og siger, at der er noget, jeg skal underskrive. Jeg ser mit navn på siden og tænker, at det jo må være rigtigt. For det er jo en betroet medarbejder, så jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke kunne skrive under, sagde Jeanie Nørhave i retten torsdag.
Morten Messerschmidt er tiltalt for EU-svig og dokumentfalsk. Søren Peter Jensen kun for sidstnævnte.
Anklagemyndigheden mener, at Morten Messerschmidt har foregivet over for EU, at Meld, en EU-støttet alliance af partier, skulle holde en EU-konference samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015. Og at formålet var at få EU til at betale omkring 100.000 kr. af regningen.
En hastesag
For at dokumentere, at konferencen blev holdt, skulle der sendes en kontrakt med hotellet, som konferencen skulle holdes på, til EU. Det er den kontrakt med Color Hotel, hvor Morten Messerschmidt har skrevet under på EU-partialliancen Melds vegne - men altså Jeanie Nørhave på vegne af Color Hotel Skagen.
Tiltalen lyder, at Morten Messerschmidt og Søren Peter Jensen har "foranlediget", at Jeanie Nørhave skrev under på hotellets vegne.
Torsdag fortalte hotellets tidligere konferencekoordinator, at hun ikke kendte noget til kontrakten.
Jeanie Nørhave fortalte, at Søren Peter Jensen pressede på for en hurtig underskrift, fordi det var en hastesag. Og hun beskrev, hvordan det påvirkede hende, da det gik op for hende, hvad der var sket.
- Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år og aldrig fået så meget som en anmærkning fra revisionen. Og så opdager jeg, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle. Det var forfærdeligt. Hele min verden brød sammen, sagde hun.
"En kunstfejl"
I retten blev flere afhøringer af Søren Peter Jensen læst op. I dem har han fortalt, at han blot var budbringer af papirerne, der skulle bruges i EU. At han agerede kurer, fordi han ofte var i Danmark. Samt at han ikke erindrer episoden og anser det hele for at være en "kunstfejl".
Morten Messerschmidt, der også afgav forklaring torsdag, fortalte, at han ikke forholdt sig til mange af de papirer, han skulle underskrive i forbindelse med sit arbejde i EU og som formand for Meld.
Han kalder det en fejl og har flere gange spekuleret i, om der er sket det, at kontrakten i virkeligheden skulle være mellem Dansk Folkeparti og Meld. Og at det altså dermed ville være helt efter bogen, at Jeanie Nørhave underskrev som leverandør.
- Det mest sandsynlige er, at der skulle stå Dansk Folkeparti og ikke Color Hotel Skagen øverst på kontrakten, sagde han torsdag.
Sagen, hvor Morten Messerschmidt risikerer fængselsstraf, afsluttes efter planen næste fredag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.