HOLSTEBRO: Flere børne- og familiesager i Holstebro forværres, fordi kommunens familieafdeling ikke reagerer i tide. Afdelingen handler i flere tilfælde så sent, at lovpligtige frister bliver overskredet med mere end et år.
Det viser en aktindsigt i en rapport fra Arbejdstilsynet, der har givet afdelingens børneteam et påbud på grund af problemer med det psykiske arbejdsmiljø og et højt arbejdspres grundet mange sygemeldinger og ledige stillinger.
De ansatte fortæller til tilsynet, at manglende ageren i sagerne forværrer situationen hos familier, og at de har flere eksempler på sager, der har udviklet sig i en “uhensigtsmæssig retning, fordi der ikke har været tid til den nødvendige sagsbehandling”.
Både Dansk Socialrådgiverforening og en lektor i børneret retter kritik af forholdene i afdelingen efter at have læst rapporten.
- Det er frygteligt. Jeg er bekymret for, at den lange sagsbehandling kan gå ud over sårbare familier. Der kan i værste fald være sager, der udvikler sig til, at børn skal anbringes, fordi kommunen handler for sent, siger Trine Quist, formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Nord, til Kommunen.dk.
- Det er en meget trist og alvorlig sag. Afdelingens rammer er det præcist modsatte af, hvad der skal til for at håndtere familiesager hensigtsmæssigt, siger Caroline Adolphsen, lektor i børneret på Aarhus Universitet.
Ikke kun Holstebro
Ledelsen har i et skriftligt svar til Kommunen.dk erkendt, at der er problemer med ventetider i sager.
"Vi anerkender fuldt ud, at der er ventelister og at det betyder noget for børnene. Det er en fælles problematik for mange kommuner i Danmark og ikke kun Holstebro Kommune."
Derudover skriver de, at man har lavet en handleplan efter at have fået påbuddet tilbage i november 2021.
"På baggrund af påbuddet, som bl.a. går på stor arbejdsbyrde for medarbejdere og mange sygemeldte, har vi udarbejdet en handleplan for at efterkomme påbuddet. Her indfører vi fx ugentlige teammøder, mulighed for ledelsessparring m.m. På grund af efterslæbet i opgaver har en gruppe medarbejdere sammen med ledelsen gået sagerne igennem og vurderet, hvad der haster."
Læs hele historien på Kommunen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.