Fem mænd, der var ansat på et opholdssted ved Maribo, er tirsdag kendt skyldige i vold og ulovlig tvang mod anbragte børn ved det private opholdssted Take Care. De er idømt fængsel mellem 30 dage og fire måneder.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Straffen er ubetinget og skal altså afsones, fremgår det af et opslag om dommen på Twitter.
Anklager Siw Olsens vurdering blev ikke fulgt af retten. Hun havde bedt om mellem tre og syv måneders fængsel, skriver det regionale medie folketidende.dk. De fem dømte har taget betænkningstid med hensyn til, om de vil anke til landsretten.
En sjette person, der også var tiltalt, er derimod blevet frifundet af Retten i Nykøbing Falster.
Videooptagelser
Tiltalen drejede sig om forhold begået mod flere børn i løbet af 2021, fremgår det af anklageskriftet.
En af de dømte er udover fængsel frakendt retten til at beskæftige sig med børn i to år. Videooptagelser af flere voldsomme episoder har tidligere været vist af TV 2 Øst og af Folketidende. Nogle af dem er blevet afspillet i retten i forbindelse med straffesagen.
Ingen af de tiltalte var uddannede pædagoger. En af dem har dog en baggrund som pædagogisk konsulent.
Fra sagen har TV 2 Øst rapporteret, at to af de tiltalte har pletter på straffeattesten, idet de tidligere er dømt for vold. To af de dømte er udenlandske statsborgere. Retten har givet de to en advarsel om udvisning, oplyser anklagemyndigheden.
Opholdsstedet Take Care, som mændene var ansat ved, blev senere tvangslukket af myndighederne. Virksomheden har skiftet navn.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.