
Der er i forvejen fem forskellige kriterier, der kan bringe udsatte boligområder ind på de tre forskellige ghetto-lister. Og når det gælder det nye krav i ghetto-reglerne om at bringe antallet af almene familieboliger ned på 40 pct. senest i 2030 - om nødvendigt med nedrivning af boliger - er der en ny række undtagelsesmuligheder. Vi tager et dyk ned i status lige nu.
Udover at rive boliger ned, som man blandt andet gør i Gellerupparken i Aarhus, er det muligt at nærme sig en lavere andel af familieboliger ved at bygge nyt, sælge boliger fra eller ændre status for boliger fra familieboliger til fx ungdomsboliger - den såkaldte ommærkning.
I sidste uge kom der fire afgørelser fra Boligministeriet om dispensationer til kommuner og boligselskaber, som argumenterede for at slippe for 40 pct.-kravet. Men for yderligere fire af de i alt 15 udpegede 'hårde ghettoområder' er der stadig en mulighed for at søge om dispensation - inden den 1. april.
I den første ansøgningsrunde fik boligområdet Motalavej i Korsør en delvis dispensation, mens der var afslag for så vidt angår Ringparken, der ligesom Motalavej hører hjemme i Slagelse Kommune, samt de to boligområder i Kolding: Munkebo samt Skovvejen/Skovparken.
Runden omfattede boligområder, der lever op til fire kriterier: At de gør rede for, hvordan de arbejder hen imod at komme væk fra status som hård ghetto. At andelen af familieboliger i det pågældende område overstiger 12 pct. af almene familieboliger i hele kommunen. At nybyggeri ikke kan få procentdelen ned på 40 pct. og at salg af boliger i området kun kan ske med tab.
De mindste i spil
I den kommende ansøgningsrunde kommer de mindste 'hårde ghettoer' i spil: De skal have under 2.100 beboere, hvilket der er seks, der lever op til. Men samtidig må kriminalitets-kriteriet ikke være afgørende for, at området i første omgang overhovedet er havnet på ghettolisten.
Det kriterium betyder for tiden, at dømte beboere i området ikke må være flere end - den meget specifikke - andel på 1,98 pct. Det udelukker dermed Mjølnerparken i København og Stengårdsvej i Esbjerg, som godt nok har færre end 2.100 beboere, men med 2,16 pct. og 2,80 pct. dømte ikke kan gøre sig håb om dispensation.
Fire af de mindste områder kryber under kriminalitets-kriteriet og lever således op til de objektive kriterier for at kunne søge i anden ansøgningsrunde: Agervang i Holbæk, Sundparken i Horsens, Finlandsparken i Vejle og så Munkebo i Kolding, som også søgte og fik nej i første runde.
Ud af de nuværende 15 'hårde ghettoer' er der på forhånd ingen dispensationsmulighed for Mjølnerparken og Tingbjerg i København, Taastrupgaard og Gadehavegård i Høje-Taastrup, Vollsmose i Odense samt Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.