AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Skive, Viborg, Thisted og Morsø Kommuner fortsætter samarbejdet med VIA om den skolebaserede læreruddannelse i Skive.
VIA University College

Fire kommuner forlænger samarbejde med VIA

Ordningen har vist sit værd og skal fortsat hjælpe med at rekruttere og fastholde lærerstuderende i kommunerne.
11. FEB 2026 10.43

VIA University College og de fire kommuner Skive, Viborg, Thisted og Morsø viderefører den skolebaserede læreruddannelse, som blev etableret i 2025.

Uddannelsen kombinerer studier i Skive med deltidsarbejde på en folkeskole, så de studerende opbygger praksiserfaring og tilknytning til skolerne undervejs. Mere konkret arbejder de studerende sideløbende i en 25-30 procent deltidsstilling på en ansættelsesskole. 

Hver kommune stiller fortsat uddannelsesstillinger til rådighed, så mindst 16 lærerstuderende kan gennemføre uddannelsen som skolebaseret i Skive.

Det oplyser VIA University College i en pressemeddelelse. 

- Vi er glade for, at den store opbakning og samarbejdet mellem de fire kommuner giver resultater. Ordningen fungerer og gør det muligt også for voksne, som allerede har etableret sig, at tage en læreruddannelse, siger Alfred Brunsgaard (V), borgmester i Skive. 

For kommunerne er ordningen desuden en målrettet investering i fremtidens arbejdskraft og et konkret redskab til at styrke rekruttering og fastholdelse af uddannede lærere.

- Læreruddannelsen i Skive har gennem mange år sikret lokal rekruttering og har leveret dygtige lærere til skolerne i både Skive og i de omkringliggende kommuner. Det er noget, vi fortsat har brug for – især i en tid med lærermangel, siger borgmesteren. 

Den skolebaserede læreruddannelse i Skive
  • Skive, Viborg, Thisted og Morsø Kommuner opretter hver fire uddannelsesstillinger fra studieåret 2025 og frem.
  • Stillingerne oprettes fra august og løber i fire år sideløbende med læreruddannelsen.
  • De studerende arbejder som lærere på en folkeskole i op til en 30-procents stilling og modtager overenskomstmæssig løn – op til ca. 14.000 kr. om måneden – ved siden af SU.
  • Kommunerne ansætter og aflønner selv de studerende og bidrager dermed direkte til uddannelsen af fremtidige lærere.
  • Ordningen er beskrevet i læreruddannelsesbekendtgørelsen fra 2023 og bygger videre på tidligere erfaringer med lærer-traineeordninger.

Kilde: VIA University College

ap

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fire-kommuner-forlaenger-samarbejde-med-via

GDPR