Landets kommuner er i gang med at undersøge, hvor mange ukrainske flygtninge de kan huse, hvis behovet opstår. Indtil videre har tre kommuner meldt til Udlændingestyrelsen, at de kan modtage krigsflygtninge fra Ukraine. Det er Silkeborg, Aabenraa og Guldborgsund kommuner, oplyser Udlændingestyrelsen.
Flere andre kommuner har meldt ud i medierne, at de er klar til at finde husly til eventuelle flygtninge fra Ukraine. Det gælder blandt andre Aarhus. Også Hvidovre og Haderslev har ifølge flere medier meddelt, at de undersøger mulighederne for at huse flygtninge. Udlændingestyrelsen sendte et brev ud til de 98 kommuner torsdag aften, hvor man beder om en melding, hvis de kan huse eventuelle flygtninge.
Styrelsen forventer, at antallet af tilsagn vil stige, når kommunerne i løbet af de nærmeste dage har undersøgt deres ledige bygningskapacitet. I Aabenraa Kommune har man meddelt styrelsen, at man er klar til at bruge et tidligere plejecenter som opholdssted for flygtninge fra Ukraine.
Seks ankommet på Sandholm
- Vi har i dag kontaktet Udlændingestyrelsen og fortalt, at vi stiller det tidligere plejecenter i Bolderslev til rådighed til at huse ukrainske flygtninge. Vi vil naturligvis give vores bidrag til modtagelsen af de forventede ukrainske flygtninge i Danmark, siger Jan Riber Jakobsen (K), der er borgmester i Aabenraa, i en pressemeddelelse.
Det er uvist, om der bliver brug for den ekstra kapacitet. Dels har Udlændingestyrelsen allerede beredskabscentre, der kan bruges til at huse flygtninge. Dels er det usikkert, i hvilket omfang der vil komme flygtninge fra Ukraine til Danmark.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har oplyst, at man planlægger ud fra indkvartering af op mod 20.000 ukrainere. Myndighederne har ikke et eksakt overblik over ukrainere, der kommer til Danmark, da ukrainere kan opholde sig visumfrit i Danmark i 90 dage.
Seks ukrainske statsborgere har i løbet af weekenden henvendt sig til Center Sandholm, hvor de blevet indkvarteret. De er ved at afklare, om de ønsker at indgive en egentlig asylansøgning, oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet søndag på Twitter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.