dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Både Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne og Mohammed Rona fra Moderaterne er klar til at se på, om man kan finde en bedre fordelingsmetode af mandater til ikke bare folketingsvalg, men også til kommunalvalg. (Arkiv.)
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere partier er klar til også at ændre valgloven til kommunalvalg

Fordelingen af mandaterne er skæv til kommunalvalg, mener flere partier, som er klar til at kigge på metodevalg – gerne allerede til kommunalvalget til efteråret.

Et flertal i Folketinget ønsker at ændre valgloven, så store partier ikke længere får en fordel ved et folketingsvalg. Flere partier åbner nu for, at man også bør ændre valgloven, når det kommer til kommunal- og regionalvalg. 

For mens det er et særsyn, at metodevalget for fordelingen af mandater har en afgørende effekt for, hvordan magten fordeler sig i Folketinget, så har valget af den d'Hondtske metode konsekvenser ved hvert eneste kommunalvalg, fortalte Ulrik Kjær, valgforsker ved SDU, tidligere i denne uge.

Og det vil flere partier altså se på. 

- For os er det endnu vigtigere end problematikken ved folketingsvalg, fordi skævheden ved kommunalvalg er så enormt stor. Vi har eksempler på partier, der med 40 pct. af stemmerne i en kommune alligevel får absolut flertal. Det er et stort demokratisk problem og minder om amerikanske tilstande. Det er ikke det danske demokrati værdigt, siger demokrati- og indenrigsordfører Christina Olumeko fra Alternativet til DK Nyt.

Hvis det stod til hende, så skal fordelingsmetoden ændres hurtigst muligt – og meget gerne så ændringerne når at træde i kraft, inden borgerne skal til stemmeurnerne. 

- Selvfølgelig skal det laves om. Der er ærligt talt svært at være uenig i, understreger hun. 

Også Danmarksdemokraterne er klar til at ændre systemet, og gerne så hurtigt det kan lade sig gøre.

- Det handler om, at vi skal have respekt for, hvor borgerne sætter deres kryds. Jeg synes, at alle partier bør have som ambition, at vi skal se på, hvordan vi får et så retfærdigt valgsystem som muligt, uagtet partistørrelse, siger politisk ordfører Susie Jessen til DK Nyt. 

Regeringsparti bakker op om ændring

Moderaterne bakker ligeledes op om både at ændre valgloven til folketingsvalg og til lokalvalg: 

- Det er helt oplagt at se på, om den måde vi fordeler mandater på, faktisk afspejler folks stemmer ordentligt, og det gælder både til folketingsvalg og kommunalvalg, siger politisk ordfører Mohammed Rona til DK Nyt. 

- Vi har jo netop sagt, at vi er klar til at se på det til folketingsvalg, så selvfølgelig bør vi også overveje det lokalt. Men at ændre spillereglerne få måneder før et valg, det giver næppe ro eller mening. Det her kræver en ordentlig debat og nogle gode overvejelser. Og ikke mindst gennemsigtighed.

Mohammed Rona, som i øvrigt stiller op til KV25 i Aalborg, understreger, at det ikke er fordi, man har noget imod de store partier, som drager fordel af mandatfordelingen i den d'Hondtske metode. I stedet handler det om, at vælgerne går ind til valget oplyst om systemet. 

- Jeg tror ikke, vælgerne er klar over, hvor skævt det faktisk kan slå ud, og at der favoriseres så meget. Det vigtigste for os er, at vælgerne forstår spillereglerne, og at de er rimelige, siger Mohammed Rona og tilføjer: 

- Det er jo ikke fordi, vi har noget imod store partier, vi samarbejder fint med dem. Men hvis man vinder ekstra mandater alene på grund af en fordelingsformel, så skylder vi hinanden at spørge: Er det sådan, vi vil have det? 

"Man skal ikke politisere valgmetoder"

Det er dog ikke alle partier, der bakker op om en ændring. Liberal Alliance gør det klart, at de ikke bakker op om et skifte fra den d'Hondtske til Saint-Laguësmetoden.

- Man skal ikke politisere valgmetoder, siger Carl Andersen, indenrigsordfører for Liberal Alliance. 

- Ingen opgørelsesmetoder er optimale. Der er fordele og ulemper ved alle. Vi støtter fortsat den d’Hondtske metode. Til KV og RV er det muligheder for valgforbund m.v., som kan hjælpe små partier og lister med at blive valgt.

Partiet ønsker dog fortsat at ændre valgloven nationalt, "således at vi forhindrer, at et parti får flere mandater end det burde", skriver Carl Andersen. 

En gennemgang af valgresultatet i 2021 viser, at Liberal Alliance ellers er et af de partier, der tabte på den d'Hondtske metode. Såfremt at man havde brugt Saint-Laguës-metoden til at fordele mandaterne, var Liberal Alliance kommet ind i 14 byråd – i stedet endte man kun med at komme i 5 byråd. 

Det tager Carl Andersen dog ikke tungt. 

- Alt godt kommer til den, som venter. Og vi får langt mere end 9 ekstra pladser her til efteråret.

DK Nyt har også henvendt sig hos Socialdemokratiet, som ikke ønsker at stille op til interview. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/flere-partier-er-klar-til-ogsaa-at-aendre-valgloven-til-kommunalvalg

GDPR