Flere regioner vil nu undersøge, om der er blevet foretaget unødvendige benamputationer på patienter som følge af mangelfuld behandling. Det skriver Avisen Danmark mandag.
Undersøgelserne skal sættes i gang på grund af amputationssagen fra Region Midtjylland. Her kom det tidligere frem, at der er blevet foretaget op mod 47 årlige benamputationer, der kunne være undgået.
Det er Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden, der vil undersøge, om det også er sket i deres områder.
- I Region Syddanmark har vi sat et arbejde i gang med at se på antallet af amputationer på de syddanske sygehuse, og om tallene giver anledning til eventuelle tiltag, oplyser koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i et skriftligt svar til Avisen Danmark.
Hos Region Midtjylland, der allerede har undersøgt sine amputationssager, fremgår det af et notat, at regionen vil lave en dataanalyse, som skal dække hele landet. Det gøres for at sikre, at patienter ikke i fremtiden risikerer at skulle få amputeret et ben unødigt.
God idé
Organisationen Danske Patienter mener, det er en god idé, at regionerne nu sætter undersøgelser i gang. Det siger direktør Morten Freil til mediet.
- Vi ser også gerne, at de får input fra de faglige selskaber, om der er lignende advarsler, der bør tages hånd om, siger han.
Han erkender, at eksisterende data bekræfter, at Region Midtjylland ligger særligt højt sammenlignet med de øvrige regioner.
- Men vi frygter også, at andre regioner gennem en årrække har for mange amputationer, fordi de ikke har prioriteret at forebygge tilstrækkeligt, siger Morten Freil.
I Region Nordjylland laver man ikke en undersøgelse, da regionen i forvejen indgår i den analyse, der afslørede problemer i Midtjylland.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.