
Vederlagskommissionens forslag om højere lønninger til folketingsmedlemmer, ministre og borgmestre bliver ikke til noget, skriver TV2.
Ifølge Politiken barsler kommissionen med lønstigninger på mellem 15 og 30 pct., men det er alt for voldsomt, lyder meldingen samstemmende fra Venstre og Socialdemokraterne, der nu har trukket i nødbremsen, efter at både SF og De Konservative tidligere onsdag meldte ud, at de henholdsvis bakker ud og er stærkt skeptiske.
- Jeg ser ikke for mig, at der er plads til lønstigninger til hverken folketingsmedlemmer, borgmestre eller ministre. Nu beder man om mådehold i den offentlige sektor generelt fra politisk hold, og så må det også gælde for os selv, siger Venstres gruppeformand Søren Gade til TV2.
Lignende toner hører fra man fra Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen.
- Jeg siger mange tak, men nej tak. Vi synes ikke tiden er inde til at give så store stigninger, siger han (S) til TV2.
I stedet ønsker Socialdemokraterne at fortsætte med den regulering, der allerede i dag sker af politikernes lønninger. Såfremt Politikens oplysninger om kommissionens arbejde holder stik, mener Henrik Sass Larsen, at det vil være alt for voldsomt.
'Kun bundet af min sunde fornuft'
- Vi er lige kommet ud af en krise, og så præsentere så store lønstigninger til politikerne. Det ønsker vi ikke, siger han og afviser at være bundet af den musketér-ed, som Socialdemokraterne sammen med Venstre, De Konservative, De Radikale og SF indgik tilbage i 2014. Her aftalte partierne at stemme for det, Vederlagskommissionen måtte lægge frem uanset indholdet.
- Man er nødt til at tage bestik af hvad kommissionen kommer med. Og jeg er kun bundet af min sunde fornuft. Den må man lytte til, lyder det fra Henrik Sass Larsen, der dog ikke har set det samlede udspil fra kommissionen endnu.
Heller ikke Søren Gade føler sig forpligtet af den aftale, Venstre indgik før valget - da han i øvrigt ikke selv sad i Folketinget.
- Min anbefaling til Venstres folketingsgruppe vil være, at hvis rapporten kommer ud med lønstigninger på 15 pct., så skal Venstre sige nej. Vi bryder den musketér-ed, der blev lavet for to år siden, men engang imellem skal man også se sig selv i spejlet. Det man siger, skulle også gerne være i overensstemmelse med det, man gør, siger Søren Gade.
Kun ét af partierne bag musketér-eden er nu tilbage - nemlig De Radikale. Her lyder meldingen, at man afventer den endelige rapport, men at man ikke agter at løbe fra den oprindelige aftale.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.