AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Manglende sanktioner fra Ankestyrelsen betyder, at kommuner risikofrit at træffe forkerte beslutninger, mener folketingspolitikere, der vil erstatte tilsynet med forvaltningsdomstole. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flertal ventes at ville erstatte Ankestyrelsen med forvaltningsdomstole

Når der ikke sanktioneres mod kommuner, der fejlbehandler - som fx i børnesagerne i Langelands Kommune - er der åbent for kassetænkning, mener polikere bag nyt lovforslag, som skal straffe kommuner.

LANGELAND: Frustrationer over Ankestyrelsens manglende sanktioner i forhold til kommuners forkerte afgørelser - fx afgørelserne i de senere års kritiserede børnesager i Langeland Kommune - har ført til et forslag om at erstatte Ankestyrelsen med forvaltningsdomstole, skriver Fyens Stiftstidende.

Lovforslaget, der behandles i dag, er fremsat af politikere fra Alternativet, LA og DF. Mere præcist er det et forslag om at nedsætte en ekspertgruppe, der skal undersøge perspektiver på og fremlægge et forslag til en model for forvaltningsdomstole i Danmark. Ifølge TV2 Kosmopol, der har foretaget en rundringning, ventes alle partier uden for regeringen og flere løsgængere at stemme for forslaget. 

– Ja, vi kommer til at stemme for. For os er det vigtigste jo retssikkerhed, siger de konservatives socialordfører Joachim Hoffmann-Petersen.

Professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage bakker op om ideen om en forvaltningsdomstol og peger på det faktum, at Danmark er det eneste land i EU, som ikke har en sådan.

– Der er betydelige retssikkerhedsproblemer – særligt på socialområdet – og derfor giver det mening at se på, om inspiration fra udenlandske forvaltningsdomstole kan bruges i dansk ret, siger Frederik Waage til TV2 Kosmopol.

I bemærkninger til forslaget skriver forslagsstillerne, at ikke en eneste af de kommuner, der har truffet forkerte afgørelser, har fået sanktion i form af skærpet tilsyn eller bøde. "Dermed er der åbent for kassetænkning i den forstand, at kommunerne kan træffe afgørelser, der i højere grad varetager kommunernes økonomiske interesser end borgernes retssikkerhed", står der i bemærkningerne.

Langelands-eksemplet

Trods to års støtte fra Socialstyrelsens task-force, havde Langeland Kommune i 2024 ikke formået at ændre praksissen med fejl og mangel i sagsbehandlingen af børnesager.

Efter krav fra Ankestyrelsen gennemgik kommunen de flere hundrede sager og afsatte efterfølgende bl.a. penge af til opnormering af antallet af sagsbehandlere med 60 pct., ligesom afdelingen fik ny struktur.

Tiltagene fik Ankestyrelsen til at droppe en bebudet tilsynssag: "Da kommunen således har iværksat en række tiltag, der har til formål at rette op på de forhold, der er konstateret i sagsbehandlingen i Familieafdelingen, vurderer vi, at der på nuværende tidspunkt ikke er anledning til at rejse en tilsynssag," lød det september sidste år fra Ankestyrelsen.

Efter Ankestyrelsens beslutning har Indenrigs- og sundhedsministeriet, som tidligere omtalt, bebudet en egen undersøgelse af familieafdelingen. Og indenrigsminister Sophie Løhde (V) skriver i en svarmail til avisen:

"Sagen viser desværre også, at det nuværende system ikke fungerer. Når en kommune agerer på den måde, som det har været tilfældet her, skal der rettes op. Vi har brug for et tilsyn, som går systematisk og mere kritisk til værks."

Forslagsstillerne til dagens udspil om en mulig forvaltningsdomstol skriver i bemærkningerne, at de er opmærksomme på, at der er initiativer fra regeringen til at justere på lovgivningen om Ankestyrelsens tilsyn. Men at de ikke er "overbevidst om, at det lader sig gøre at få skabt retssikkerhed og retfærdighed inden for det nuværende system."

De henviser også til en kritik i en beretning fra Statsrevisorerne i 2024 om Ankestyrelsens tilsyn og brug af reaktioner ved lovbrud, hvor det fremgår, at tilsynet er præget af lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og opfølgning.

 "Som statsrevisorerne anfører, kan det have betydet, at kommuner og regioner har udøvet ulovlig praksis på socialområdet," skriver forslagsstillerne i bemærkningerne.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/flertal-ventes-at-ville-erstatte-ankestyrelsen-med-forvaltningsdomstole

GDPR