AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Finansminister Nicolai Wammen (S) og repræsentanter for aftalepartierne præsenterede onsdag formiddag i Finansministeriet aftalen om at sænke fødevaremomsen i 2028.
Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fødevaremomsen skal sænkes i 2028 for milliardbeløb

Momsen skal ned på fødevarer, men om den fjernes på frugt og grønt eller sænkes på alle fødevarer er uklart. 
28. JAN 2026 10.18

Det kan fra 2028 blive billigere at handle i supermarkedet.

Det er hvert fald intentionen bag en ny politisk aftale mellem regeringen og et bredt flertal, der præsenteres i Finansministeriet onsdag.

Partierne er enige om, at fødevaremomsen skal sænkes fra 2028. Der er afsat seks milliarder kroner årligt til formålet, og det finansieres af det finanspolitiske råderum.

Til gengæld er partierne ikke enige om, hvordan momsen skal sænkes. Det er derfor fortsat uafklaret, om momsen skal sænkes på frugt og grønt eller alle fødevarer.

Uenigheden har rod i regeringen, hvor Venstre ønsker, at momsen skal sænkes på alle fødevarer fra 25 til 20 procent, mens Moderaterne vil have den fjernet helt på frugt og grønt.

I midten står Socialdemokratiet, der ikke har valgt side. Men statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun hælder til at sænke momsen på fødevarer generelt.

- Vi sætter nu et arbejde i gang, der skal kommer med forslag til, hvordan man kan gøre det på en god måde, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på pressemødet.

Ifølge en pressemeddelelse fra Finansministeriet vil "relevante interessenter og eksperter" blive inddraget sammen med fem ministerier.

Administrativt bøvl

Økonomer har kritiseret det politiske ønske om at differentiere den i dag ensartede danske moms på 25 procent. Et argument har været, at differentieret moms skaber administrativt besvær for virksomheder og skattemyndigheder, og den regning vil ende hos forbrugerne og skatteyderne.

Rockwool Fonden peger desuden på, at "forskningen viser, at momssænkelser mest er til gavn for virksomhederne, der kan øge deres overskud".

- Lavere moms kan ikke for alvor mærkes i supermarkedet, siger forskningsprofessor Rasmus Landersø.

Nicolai Wammen vil dog gerne slå fast, at momsnedsættelsen vil gøre "indkøbskurven billigere for danskerne".

- Jeg kan sige, at når man sætter seks milliarder kroner af til at sænke momsen, så vil det selvfølgelig også have en betydning for priserne, siger finansministeren.

Bag aftalen om at sænke momsen i 2028 står De Konservative, Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale samt regeringspartierne.

SF og Enhedslisten stod også tirsdag foran mikrofonerne i Finansministeriet, da partierne sammen med regeringen præsenterede en aftale om en fødevarecheck.

Her kan over to millioner danskere se frem at modtage en fødevarecheck på op til 2.500 kroner per person i maj eller juni. Det skal afhjælpe stigende fødevarepriser.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/foedevaremomsen-skal-saenkes-i-2028-for-milliardbeloeb

GDPR