
En ny arbejdsmiljøundersøgelse blandt medlemmer af fagforeningen FOA viser, at en stor del af de social- og sundhedsansatte føler sig utilstrækkelige i deres arbejde. Det oplyser FOA.
Undersøgelsen afslører, at hele 50 procent af FOAs medlemmer inden for Social- og Sundhedssektoren oplever følelsen af utilstrækkelighed en eller flere gange om ugen, da de ikke kan yde den hjælp, de mener, borgerne har behov for.
Plejecentrene er særligt hårdt ramt, hvor næsten 6 ud af 10 ansatte føler sig utilstrækkelige. Hjemmeplejen følger efter med 51 procent, og i psykiatrien føler 37 procent af de ansatte sig utilstrækkelige. Tallen vækker dyb bekymring hos FOA.
- Undersøgelsen er dybt foruroligende, og det er simpelthen tal, vi ikke kan være bekendt. Hvis vi ikke får løst problemet med utilstrækkelighed, risikerer vi, at omsorgstrætheden spreder sig ud over hele ældreplejen. Det kan vi hverken tillade over for de ansatte eller over for borgerne, siger forbundssekretær i FOA Maria Klingsholm.
Behov for ændring nu
- Det udfordrer ældreplejen, hvor det i forvejen er svært at rekruttere nok personale. Der er brug for handling nu, for de ansatte går på arbejde med deres hjerter, og brænder for at bruge deres faglighed, men oplever et meget uholdbart arbejdsmiljø, siger hun.
Graver man et par spadestik dybere ned i undersøgelsen, viser resultaterne, at udviklingen er i bedring, men at det stadig er alt for mange, som føler sig utilstrækkelige. I 2019 gjaldt det 60 procent, imens andelen var 57 procent i 2017.
- De her tal vidner om, at vi står med et markant behov for at handle anderledes end vi gør nu. Vi kan ikke bilde nogen ind, at vi kan løse omsorgstrætheden og utilstrækkeligheden med et enkelt greb. Derimod skal vi være nysgerrige på om den underlæggende struktur, der skal understøtte medarbejderne, er god nok. Hvis vi kan sikre, at faglighed, nærværende ledelse, indflydelse og supervision er til stede, er vi nået rigtigt langt. Og det haster med at lave ændringer for vi svigter dem, der føler sig utilstrækkelige, siger sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.