
DR-dokumentarudsendelsen "Når De Voksne Slår" onsdag aften afslørede at sager om vold mod børn i flere kommuner får lov at henligge, fordi der mangler personale.
I Københavns Kommune har Dansk Socialrådgiverforening advaret om at stigende arbejdspres på et lokalcenter formentlig var medvirkende til at en 8-årig dreng mistede livet i januar måned. Kommunen har erkendt, at der ikke blev grebet hurtigt nok ind over for familien.
Kommunernes Revision anbefaler, at en enkelt medarbejder har ca. 40 sager; men på Lokalcenter Børnshøj-Husum har medarbejderne løbende 55-60 sager. Tine Cordua, tillidsrepræsentant for lokalcentrets socialrådgivere, fortæller, at socialrådgiverne dagligt overskrider loven, fordi de ikke kan nå at overholde tidsfristen på f.eks. de opfølgende samtaler med familierne.
I Aalestrup Kommune skal arbejdsforholdene i socialafdelingen nu undersøges af tilsynet med kommunerne i Nordjyllands Amt. Det er Dansk Socialrådgiverforening, som har bedt tilsynet om at grive ind, efter at mange socialrådgivere har forladt kommunen på grund af dårligt arbejdsklima, stort tidspres og lav bemanding.
Drukner i overkontrol
Samme problem ses i mange andre jyske kommuner.
Socialrådgivernes arbejde er havnet i alt for meget bureaukrati. Det betyder at sagsbehandlerne bruger utrolig megen ved skrivebordet til opfølgning og kontrol, i stedet for at komme ud til borgerne og hjælpe.
- Det går op i papirarbejde på nuværende tidspunkt. Jeg får daglig henvendelser fra sagsbehandlerne om, at det er gået helt over gevind, og derfor synes jeg at vi samfundsmæssigt skal have fat i dem der lovgiver de her ting, og få strammet op på papirarbejdet. Det er klart at der skal være kontrol, men der skal ikke være overkontrol, siger kommunaldirektør i Sydals kommune, Henning Popp, til DR Syd. Sydals kommune mangler i øjeblikket én socialrådgiver.
Minister skal gribe ind omgående
Dansk Folkepartis Pia Kristensen, der er formand for Folketingets socialudvalg, vil i Folketinget kræve, at socialminister Eva Kjer Hansen omgående skaber sig et overblik over mangelen på sagsbehandlere i kommunerne og indskærper, at kommunerne skal leve op til deres ansvar.
- Det er ganske enkelt uacceptabelt, at sager, der involverer misbrug og vold mod børn, kan få lov at henligge ubehandlede i kommunerne på grund af mangel på sagsbehandlere. Hvad enten det er børneinstitutionen, lægen, SFO´en, skolen eller politiet, der slår alarm, har kommunen pligt til at skride til handling øjeblikkeligt, siger Pia Kristensen.
Også Socialdemokraterne vil have løst problemerne i socialforvaltningerne .
- Vi har ønsket en kortlægning brændende, fordi vi kan se, at der sker nogle helt andre ting i komunerne end det vi taler om på Christiansborg. Og det bør vi tage alvorligt, når hele den faglige verden, der er omkring børnene, laver tilbagemeldinger på, at det her kører den gale vej, siger socialordfører Lise von Seelen fra Socialdemokraterne.
Pia Kristensen tilføjer at mangel på sagsbehandlere lyder lidt som en dårlig undskyldning.
- Hvis personalet på institutioner eller lærere har mistanke om misbrug eller vold, skal det ikke kræve den store ledvogtereksamen at skride til handling, det er en naturlig pligt at slå alarm, men naturligvis skal sagerne helst håndteres af professionelle fra første færd, udtaler Pia Kristensen.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.