
FANØ: Kunne det friste at lægge billet ind på en tjans som borgmester?
Nej tak, har svaret lydt fra samtlige, som Socialdemokratiet på Fanø har spurgt. Det er endnu ikke lykkedes partiet at finde én, som vil stå øverst på partiets liste til kommunalvalget om snart tre måneder.
- Det er ærgerligt. Vores demokrati kommer under pres, hvis folk ikke har lyst til at deltage i det, siger Kim Fischer, formand for Socialdemokratiet på Fanø, til DK Nyt.
Ud fra tilbagemeldingerne kan han konstatere, at den hårde tone gør, at folk vurderer, at en plads i politik får for store personlige omkostninger.
- Det er ikke ukendt, at der er en hård tone mellem politikerne på rådhuset på Fanø. Og så har vi sociale medier, hvor folk jo kaster op, vil jeg nærmest kalde det. Selv om man måske burde kunne distancere sig fra det, så påvirker det alligevel folk, konstaterer han.
Hårde hunde
Partiet har lige nu to medlemmer af det 11 personer store byråd. Men den ene, Mille Renée Larsen ønsker ikke at genopstille - netop på grund af den hårde tone - og den anden, Jørgen Dalsgaard, er 71 år og kom i byrådet som stedfortræder for mindre end et år siden, så han ønsker ikke at stå øverst på listen.
- Vi hører jo også om andre kommuner, hvor folk mister lysten til politik på grund af den hårde tone, og det er ærgerligt. Vi får ikke bedre kandidater, hvis det kun er hårde hunde, der kan være i politik, konstaterer Kim Fischer.
Han ser det som en generel tendens, at ikke ret mange gider være medlem af et parti, og at politik er blevet til noget, man ikke behøver deltage i. Den tendens vil han gerne ændre, og derfor er han i gang med at skrive et læserbrev, hvor han vil opfordre fannikkerne til - uanset partitilhørsforhold - at engagere sig i politik.
- Politik er vores allesammens ansvar, og man kan få masser af indflydelse. Et partis politik er ikke statisk, den bliver dannet af de mennesker, der er med i det, påpeger han.
Møde i næste uge
Samtidig fortsætter jagten på en borgmesterkandidat frem til et opstillingsmøde på mandag. Lykkes det ikke, må partiet opstille en liste uden spidskandidater.
- Vi arbejder på det, og vi vil satse på det. Så må vi se. Chancen for at vi får en borgmester er nok alligevel ikke så stor, Fanø har endnu aldrig haft en socialdemokratisk borgmester, bemærker Kim Fischer.
Også Venstre på Fanø mangler at vælge borgmesterkandidat, men her er flere interesserede, oplyser formand Emil Hoffmann Madsen til DR.
De Konservative har tidligere genvalgt Christian Lorenzen som borgmesterkandidat, ligesom De Radikale har genvalgt borgmester Frank Jensen som borgmesterkandidat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.