
NÆSTVED: Byrådsmedlem Githa Nelander (NB), som er blevet stævnet for æreskrænkelser af direktør for Museum Sydøstdanmark Keld Møller Hansen, bakkes nu op af kolleger fra både Venstre og Konservative.
Efter medieomtale af et dårligt arbejdsmiljø på museet stod hun frem med kritik på TV2 Øst, og derpå fik hun en del henvendelser om forholdene på museet, som hun videregav til forvaltningen, som derpå lavede et notat med anklagerne og sendte det videre til museet.
En lokal museumschef fratrådte, men museumsdirektøren har stævnet Githa Nelander med krav om, at hun erkender, at en række udsagn er usande.
"Passer sit arbejde"
- Det virker besynderligt, at man som politiker passer sit arbejde og går videre med nogle borgeres bekymringer, og så bliver man stævnet på baggrund af det. Det er helt uhørt, siger Rune Kristensen (K) til TV2 Øst og tilføjer, at kommunen bør hjælpe hende med en advokat.
Også Cathrine Riegels Gudbergsen (V) siger til tv-stationen, at kommunen bør bakke Nelander op. "Som byrådsmedlemmer har vi en ekstra forpligtelse til at gøre opmærksom på ting, man bliver bekendt med, så der kan sættes en undersøgelse i gang. Githa gjorde det pænt og ordentligt i et lukket rum," siger hun, men understreger ligesom Rune Kristensen, at forløbet forud for stævningen skal undersøges.
Også to forskere vurderer umiddelbart, at Githa Nelander har en god sag. Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller siger til sn.dk, at hun kan have handlet inden for lovens rammer ved at viderebringe oplysninger til forvaltningen, også hvis de ikke var korrekte.
Kommunalforsker Roger Buch erklærer sig overrasket over stævningen.
- Jeg mener, at hun som kommunalpolitiker er forpligtet til at gøre dét, hun gør. Der er tale om en institution, der får millioner af kroner i støtte af kommunen. Hvis man får informationer om dårligt arbejdsmiljø, og der måske foregår berigelse i forbindelse med lederen, så har hun en forpligtigelse til at reagere, siger han til TV2 Øst.
- Hvis det ender med, man som kommunalpolitiker i en sag som denne her ikke kan reagere på sådanne rygter, så har vi et kæmpestort problem, tilføjer han.
Borgmeter Carsten Rasmussen (S) har sagt til TV2 Øst, at han ikke kender sagen godt nok til at vurdere, om kommunen skal hjælpe Githa Nelander.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.