RANDERS: Det skal ikke længere være tilladt for borgerne i Randers at tænde en smøg på kommunale legepladser, i anlæg og parker. Forslaget kommer fra Venstre og Dansk Folkeparti, men socialdemokraterne er betænkelige, siger formand for Sundheds- og omsorgsudvalget, Leif Gade (S).
- I så store parker mener jeg klart, at man som minimum burde kunne finde et sted, hvor det er tilladt at ryge, siger han til DR Østjylland.
Hvis lovforslaget bliver vedtaget, så bliver det også svært at være ryger som kommunal ansat. De må ikke ryge i arbejdstiden, heller ikke udendørs, men mindre de tager en selvbetalt pause, smider uniformen og går langt væk fra kommunens områder.
Leif Gade har svært ved at se, hvordan så stor en arbejdsplads skal kunne tolke reglerne helt ens.
- Hvis man arbejder på grønne områder eller kører fra sted til sted, så må man ikke få sig en smøg. Nogle steder vil man måske få en advarsel, mens andre ser gennem fingre med det. Sådan noget kan give utilfredshed blandt kolleger, siger han.
Ingen kontrol
Men der bliver ikke nogen, som går rundt og kontrollerer, at forbuddet bliver overholdt, siger sundhedschef i kommunen, Lene Jensen.
- Vi holder ikke øje med, om nogen ryger i Doktorparken eller andre steder, men det er en henstilling til at tage hensyn, siger hun til DR Østjylland.
Kommunen har udvekslet erfaringer med blandt andet Københavns Kommune, der også henstiller til, at man ikke ryger på legepladser og i parker.
- Det betyder ikke, at der slet ikke bliver røget, men langt de fleste overholder det, siger Lene Jensen.
Lene Jensen ser rygeforbuddet som en måde at tage hensyn til andre. Samtidig bliver kommunen et godt eksempel, da ambitionen er, at kun fem procent af borgerne i kommunen ryger i 2025.
Røgfri Randers
Leif Gade er også enig i, at færre skal ryge, men han tror, at skridtet er for stort for de 19 pct. af borgerne, som stadig ryger i Randers.
- Vi har rigtig mange knapper, som man kan skrue på med kraftig information på folkeskoler og reelle rygestopkurser. Spørgsmålet er, om det her skridt det ikke er for meget på én gang, siger han.
Sundhedschef Lene Jensen ser lovforslaget som en pind af mange i projektet Røgfri Randers.
- Lovgivning har før vist sig allermest effektiv i at få folk til at holde op med at ryge, men det er bare en pind i projektet, siger hun.
Randers Kommune samarbejder med blandt andet Aalborg Kommune og Københavns Kommune om at blive røgfrie.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.