
SYDDANMARK / BILLUND: Den registerbaserede sundhedsundersøgelse i Grindsted skrider planmæssigt frem, og forventningen er, at resultatet af undersøgelsen kan præsenteres i januar 2020, oplyser Region Syddanmark.
Den registerbaserede sundhedsundersøgelse blev iværksat af Forretningsudvalget i regionen på baggrund af bekymring fra flere borgere i byen i forhold til sundhedsrisikoen ved at bo tæt på de omfattende forureninger i Grindsted by.
Det er Statens Institut for Folkesundhed, som udfører undersøgelsen for Region Syddanmark. Og efter lidt indledende problemer med at få adgang til alle relevante registre og databaser er alle godkendelser nu i hus.
Det betyder, at tidsplanen holder, og at data fra de sidste registre bliver leveret inden for de kommende uger.
- Vi ved, at mange borgere glæder sig til at få svar på deres bekymringer, og at undersøgelsen har været længe undervejs. Jeg kan love, at vi arbejder på højtryk for at kunne levere resultaterne til tiden, siger koncerndirektør i regionen Kurt Espersen, der er formand for styregruppen for Grindsted-undersøgelsen.
Sammenhænge skal måske undersøges
Alle borgere med nuværende eller tidligere bopæl i Grindsted indgår i undersøgelsen. Undersøgelsen kan alene sige, om der er et anderledes sygdomsbillede i byen i forhold til byer af sammenlignelig befolkningsstørrelse og socioøkonomisk sammensætning. Den kan ikke sige, om en eventuel anderledes forekomst af en specifik sygdom hænger sammen med forureningerne eller ej.
- Det vil kræve en langt større og mere tilbundsgående undersøgelse at bevise en eventuel sammenhæng til forureningerne, forklarer Kurt Espersen og tilføjer, at regionen allerede er ved at forberede mulige opfølgningsundersøgelser.
Disse vil dog kun blive iværksat, såfremt registerundersøgelsen giver anledning til det – og kun hvis regionsrådet beslutter det. Regionsrådet har reserveret en pulje på tre mio. kr. til opfølgende undersøgelser.
Fakta om registerundersøgelsen:
- Blev iværksat i foråret 2018, da der ikke findes sundhedsdata hos nogen myndigheder i en form, der kan bruges til at sige noget om sundhedsrisikoen ved at bo i Grindsted.
Kan ud fra sammenligning med andre, lignende byer sige, om der er et anderledes sygdomsmønster i Grindsted. - Undersøgelsen kan derimod ikke sige noget om, hvorvidt et anderledes sygdomsmønster i byen skyldes Grindstedværkets forureninger.
- Der indgår kun anonymiseret data i undersøgelsen, så ingen borgere vil kunne identificeres i undersøgelsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.