
SLAGELSE: Sankhansaften fik Slagelse Kommune KL's ventede rapport i hænderne. KL-konsulenterne har gennemgået hele brintbus-sagen, dets akter - over 4.000 skrevne sider samt en meget omtalt lydfil. Det er endt i en 120 sider lang rapport, som fra i dag kan ses her.
Formand for erhverv- plan- og miljøudvalget, Villum Christensen (LA) får denne kritik i KL-rapporten:
'Forløbet kan efter KL-konsulenternes opfattelse give anledning til tvivl om, hvorvidt udvalgsformanden handlede inden for rammerne af en udvalgsformands beføjelser, som disse er fastsat i styrelseslovens § 22.'
Forvaltningen som sådan får også kritik af KL-konsulenterne:
'Det er KL-konsulenternes vurdering, at forvaltningen flere gange svarede upræcist/mangelfuldt på spørgsmålene (fra politikerne, red.). Det er på denne baggrund KL-konsulenternes samlede vurdering, at forvaltningen ikke til fulde har levet op til principperne om god embedsmandsskik.'
Derimod er KL-rapporten langt mildere stemt over for borgmester Stén Knuth (V). KL-konsulenterne vurder, at han har passet sit arbejde, som han skal:
'KL-konsulenterne vurderer således, at borgmester Stén Knuth har levet op til kravet i styrelsesloven § 31, stk. 3, hvorefter en borgmester skal drage omsorg for udførelsen af byrådets beslutninger.'
Rapporten drøftes på møde i dag
KL-rapporten fastslår desuden, at forvaltningen ikke har fået de rette og relevante oplysninger af Slagelse Erhvervscenter, og energirådgivningsvirksomheden EUE får kritik for en særdeles optimistisk vurdering af muligheden for at skaffe de manglende 47 mio. kr. til brintbusserne.
Her siger rapporten klart, at 'projektet kunne have været mere klart og tydeligt beskrevet i forvaltningens sagsfremstilling.'
'Dette kunne have bidraget til, at udfordringerne i forbindelse med matchfunding kunne have været tydeligere på et tidligere tidspunkt for såvel forvaltningen som politikere.'
Økonomiudvalget har rapporten på et ekstraordinært udvalgsmøde i dag kl. 17, og selv om der kun er lagt op til, at der kun skal drøftes, hvilke konsekvenser KL-rapporten skal have, ved man aldrig med Slagelse Kommune, der den seneste tid har tradition for lange og turbulente møder.
Tilføjelse 28/6:
Rapporten blev drøftet mandag, først på et økonomiudvalgsmøde, derefter på byrådsmødet.
Venstre og Dansk Folkeparti foreslog, at sagen, efter drøftelsen i byrådet, lukkes og opmærksomheden rettes mod de læringspunkter, KL har oplistet.
Men det ville Socialdemokratiet, Liberal Alliance samt løsgængerne Jens Jørgensen og Tonny Borgstrøm ikke være med til. Enhedslisten og SF undlod at stemme. Dermed bortfaldt forslaget
Byrådet godkendte, at uddybende spørgsmål kan sendes til KL senest den 7. august 2017. Økonomiudvalget behandler rapporten med KL's uddybende svar den 21. august og byrådet den 28. august 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.