
KØBENHAVN: Unge under 30 skal gøres klar til arbejdsmarkedet i stedet for at ryge på førtidspension, lyder det i fælles udspil fra overborgmester Frank Jensen (S) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (R).
- Der er behov for en politisk diskussion om, hvordan vi indretter fremtidens førtidspension. Indtil videre har statsministeren kun skabt utryghed for en stor gruppe mennesker med sin upræcise udmelding om at ville pille ved førtidspensionen. Vi har rigtigt gode erfaringer med førtidspensionen i København, og dem mener vi kan bidrage til en fornuftig indretning af fremtidens førtidspension, siger Frank Jensen (S) til Kommunen.
Skræddersyet forløb
I stedet skal der være et udviklingsforløb for de unge med inspiration fra den indsats, man allerede har i København, hvor andelen af 18-29-årige på førtidspension er 0,4 procent mod 1,2 procent i hele landet. Her forklarer man succesen med et tæt samarbejde mellem social- og beskæftigelsesforvaltningen og integrationsforvaltningen.
De skræddersyr forløb for at gøre borgerne arbejdsmarkedsklar ved hjælp af blandt andet mentorer, fleksible timetal i aktivering og støtte til at få hverdagen til at hænge sammen.
- Vi vil som udgangspunkt ikke give unge under 30 førtidspension, og så mener vi, at man bør glemme hele konceptet om en midlertidig førtidspension. Det skaber usikkerhed for dem, der er berørt af det, og hjælper ingen i arbejde. Et målrettet udviklingsforløb, primært for unge under 30 skal derfor sættes ind, der hvor der kan være tvivl om, om en ledig kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, siger Klaus Bondam (R) til Kommunen.
Højere aldersgrænse
Ifølge Jørgen Søndergaard, der er direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og var formand for regeringens arbejdsmarkedskommission, er det udviklingsforløbet, som projektet står og falder med:
- Det afgørende for, om forslaget kan blive en succes, er, hvor godt udviklingsforløbene fungerer. Det ved vi meget lidt om, men der er forskellige forsøg i gang rundtomkring, siger Jørgen Søndergaard.
Regeringen har lagt op til at genvurdere borgere under 40 på førtidspension og gøre ydelsen midlertidig. Det tager Frank Jensen og Klaus Bondam afstand fra i deres udspil.
Jørgen Søndergaard er dog betænkelig ved at sætte aldersgrænsen så lavt som i København.
- Men jeg ville nok anbefale en højere aldersgrænse, da man kan blive 30, før man får en endelig afklaring af arbejdsevnen, siger Jørgen Søndergaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.