
MORSØ / KØGE: Virksomheden Kingo Recycling A/S på Mors har fra en virksomhed i Køge modtaget jord, som har vist sig at være mere forurenet, end det var oplyst af afsenderen.
Det oplyser Morsø Kommune, som er blevet orienteret om sagen af Kingo Recycling. Det var en stikprøveanalyse og en efterfølgende grundig analyse foretaget af Morsø-virksomheden, som afslørede, at jorden var mere forurenet.
Kingo Recycling oplyser til Nordjyske, at sagen handler om 27.500 tons jord, som i øvrigt oprindeligt skulle have været sendt til Nordic Waste i Randers, og at man har nået at modtage de 24.000 tons.
- Jeg er meget utilfreds med, at selve situationen er opstået, siger Torben Gregersen, direktør for bl.a. Teknik og Miljø i Morsø Kommune.
- Til gengæld er jeg er meget tilfreds med, hvordan Kingo har håndteret det indtil videre. De er gået meget længere, end hvad lovgivningen kræver, og har været særdeles ansvarlige, siger han.
Køge skulle godkende
Morsø Kommune påpeger, at ansvaret for prøvetagning og analyse ligger hos afsendervirksomheden Scanfield, og at Køge Kommune har haft ansvaret for at godkende jordanalyserne.
Køge har imidlertid ageret fuldstændig, som reglerne kræver, og endda lidt til, siger kommunens direktør for teknik og miljø, Stig Isaksen, til DK Nyt.
- Vi fik en anmeldelse fra Scanfield om, at de ønskede at flytte jorden til virksomheden på Mors. Vi kan se, at der er tale om ganske store mængder, der skal flyttes over store afstande, og derfor kontakter vi Morsø Kommune for at høre, om de har bemærkninger, selv om det ikke er noget, vi skal, fortæller han.
Da virksomhedens analyser viste, at jorden opfyldte betingelserne i miljøgodkendelsen, var der ingen protester.
- Så der har været et fint samarbejde mellem dygtige folk i de to forvaltninger. Men jorden har så åbenbart ikke haft den beskaffenhed, som de analyser, vi har set, viste, siger Stig Isaksen.
Brug for mere kontrol
I forvejen har Køge Kommune flere møgsager med forurenet jord. Her er der dog tale om jord fra andre kommuner, som er spredt på marker i Køge Kommune. Altså samme situation, som Morsø nu står i.
På seneste byrådsmøde i Køge blev det besluttet i højere grad at gå fra tillid til kontrol, når der ankommer jord til kommunen - også i højere grad, end reglerne kræver. For de er for løse, mener man i Køge.
- Vi mener, der er noget galt med reglerne. De bygger i meget høj grad på tillid, på at dem, der anviser jorden, sender os de rigtige prøver. Men det har vist sig, at det åbenbart ikke er godt nok. Der er brug for mere kontrol fra myndighederne, siger Stig Isaksen.
For øjeblikket ligger kontrollen hos kommunerne, selv om flytningen af jord - som der ifølge direktøren "er ganske mange penge i" - foregår på tværs af kommunegrænser.
- Men som med alt andet er der grænser for, hvor mange ressourcer vi kan bruge på en opgave, siger han.
Skal reglerne ændres, og kommunerne pålægges at føre mere kontrol, vil det derfor kræve, at der kommer penge fra staten til opgaven.
Ingen kommentarer
DK Nyt har spurgt Scanfield, om virksomheden kan genkende at have sendt analyseresultater til Køge Kommune, som ikke svarer til indholdet af den jord, der blev sendt til Mors. Til det svarer direktør Per Otzen i et skriftligt svar:
"Vi har indgået en aftale med Kingo Recycling Mors A/S om deres modtagelse, hvorfor vi for nuværende ikke har yderligere kommentarer til sagen."
Tilbage på Mors ville Kingo Recycling oprindeligt have brugt jorden fra Køge til at afrette et område hos virksomheden selv. Men det er ikke godkendt til at modtage jord med det målte niveau af forurening.
Derfor er jorden nu foreløbig overdækket for at undgå nedsivning til grundvandet, og senere skal den enten flyttes op på virksomhedens sikre plads og renses, eller den skal flyttes til et andet godkendt anlæg. Beslutningen skal godkendes af Morsø Kommune, inden den sættes i værk, oplyser kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.