
FURESØ: Furesø Byråd har godkendt en tiårig partnerskabsaftale med Børns Vilkår om at udvikle og afprøve nye, helhedsorienterede indsatser rettet mod den stigende mistrivsel blandt børn og unge op til 18 år, oplyser kommunen.
- Udfordringen med den stigende mistrivsel blandt vores børn og unge er et nationalt problem, som vi meget gerne vil finde nye svar på i Furesø. Vi er derfor rigtig glade for, at vi nu skal samarbejde med Børns Vilkår om at udvikle og afprøve nye indsatser, så vi kan hjælpe hinanden med at styrke børn og unges trivsel, siger borgmester Ole Bondo Christensen (S).
Kommunens økonomiudvalg har afsat 325.000 kr. pr. år i 2024-2026, fremgår det af referatet fra det seneste byrådsmøde. Her ses også, at det er de beskyttende faktorer omkring børns trivsel, der skal støttes og udvikles: familieforhold, kompetente voksne i dagtilbud, skole og fritidsliv, fysisk aktivitet, naturen og de meningsfulde fællesskaber.
Samlede kræfter
Med det nye partnerskab får Furesø Kommune adgang til den store viden hos Børns Vilkår om børn og unges trivsel. Den viden skal danne udgangspunkt for udvikling og afprøvning af nye tiltag, hvor fokusområderne bl.a. skal være:
- omsorg og tilknytning
- bekymrende skolefravær
- børn og unges digitale liv
- implementering af Barnets Lov
Furesø er den første af tre kommuner, der kommer til at indgå i partnerskabet. Og vicedirektør i Børns Vilkår Steffen Raun Fjordside ser samarbejdet som en mulighed for at løse en række udfordringer i fællesskab:
- Vi skal gøre mere og andet, end vi plejer for at få skabt en positiv forandring. Derfor ser vi nu på, hvordan vi kan komme videre på den lange bane. Et tiårigt partnerskab er en horisont, der er så lang, at vi både kan nå at udvikle og måle på den forskel, vi gør. Ingen kan løse trivselsudfordringerne alene, lyder det fra vicedirektøren.
Partnerskabet er støttet af Annie & Otte Johs. Detlefs’ Fonde OJD.
Børns Vilkår indgik sidste år treårige partnerskab med bl.a. Sønderborg og Aarhus Kommuner, især med fokus på børn og unges digitale liv, og tilbud, der skal lette børne- og ungdomslivet mentalt, socialt og fysisk. Ambitionen i Aarhus er fx, at flere får nem og gratis adgang til rådgivning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.