- Giv politikerne en anstændig løn - på timebasis

Tabt arbejdsfortjeneste - er denne ordning for vanskelig at anvende i praksis?

Som kommunalpolitiker og selvstændig mener jeg, at denne ordning har været nærmest umulig at anvende i praksis, for så vidt angår min egen erfaring med Københavns kommunes forvaltning. Naturligvis blot min egen erfaring, idet jeg som freelancer – og som en af de ganske få politikere i denne periode - har benyttet ordningen siden kommunalvalget 2006.

Tre år efter har jeg nu godt 200.000 kr. til gode hos kommunen og har tillige modtaget krav om tilbagebetaling af 136.000 kr., som allerede er udbetalt i 2006. Imidlertid skal Statsforvaltningen nu se nærmere på hele sagen og dennes måske lidt besynderlige forløb, så jeg bør nok undlade at kommentere sagen yderligere, indtil en konklusion foreligger.

I sin tid fik jeg dog at vide, at ordningen opfattes som rent ”politisk selvmord” at anvende i København, men overhørte den venlige advarsel, idet jeg som vejledt ad forvaltningen dels følte mig berettiget hertil og endda har en statsautoriseret revisors ord for, at mine månedsopgørelser stemmer ganske overens med det beløb, jeg har ment mig berettiget til at modtage i erstatning for min tabte arbejdsfortjeneste. Nuvel, tilbage til emnet generelt.

Kravene til dokumentation bør være klare og anvendelige
Et helt centralt problem ved brugen af denne ordning er kravet til dokumentation for sandsynliggørelse af det påståede tab. Hvad er rimeligt at kræve. På den ene side må ordningen aldrig kunne fungere som en 'gavebod', uden mulighed for kontrol. På den anden side - hvis man ser på de nuværende regler og måske endda, som i Københavns tilfælde, strammer disse en tand på lokal basis, så vil ordningen i praksis være nærmest umulig at anvende for langt de fleste selvstændige.

Det var da også kun ganske enkelte kommunalpolitikere i København udover jeg, som valgte denne ordning i 2006 og frem. Selvom mange faktisk mener at være berettiget til ordningen, fravælges den oftest alligevel, fordi den åbenbart er et rent politisk, som juridisk og mediemæssigt minefelt at træde ind i for en kommunalpolitiker. Men - behøver vi overhovedet en sådan ordning? Bør politikeres vederlag og honorering erstattes at noget mere effektivt, og demokratisk set mere retfærdigt og tidssvarende? Det mener jeg i høj grad, efter at have høstet mine egne efterhånden langstrakte erfaringer, siden jeg startede som grøn kommunalpolitiker på denne ordning 1. januar 2006.

Skolelærere og andre offentligt ansatte versus den private sektor
Ordningen -Erstatning af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste' indførte Folketinget i sin tid, fordi kommunernes rent politiske sammensætning oftest var ganske skævt fordelt i forhold til befolkningens reelle sammensætning. Altså samtidig et rent demokratisk problem, som skulle tackles, eller forsøges udlignet. Spørgsmålet er vel blot, om ordningen har haft den ønskede effekt. Ordningen skulle kort sagt gøre det muligt, også for selvstændige samt ansatte i den private sektor generelt, at engagere sig i kommunalpolitik, idet langt de fleste kommunalbestyrelser har en kraftig slagside til offentligt ansatte og en ditto underrepræsentation af borgere fra den private sektor.

Der er nok flere årsager hertil end dem jeg nævner her. Men væsentligst er måske, at man som offentlig ansat ikke risikerer at sætte sin karriere over styr. Man risikerer ikke at miste sit job, fordi man engagerer sig i kommunalpolitik og gives blot orlov i det fornødne tidsmæssige omfang. Hvad er så i grunden det rette ”fornødne omfang” – hvem kan vurdere og fastsætte hvad er rimeligt rent tidsmæssigt? Det kan vel kun den folkevalgte selv, mener jeg som udgangspunkt. Beslutningen bør da ikke tages af den forvaltning, som vi netop skal holde styr på og trit med. Folkevalgte forventes velsagtens og har både ret og pligt til dels at varetage det borgerlige ombud passende forsvarligt, og således med den fornødne tidsmæssige indsats.

Større kommuner + øget ansvar = højere tidsforbrug
Siden kommunalreformen er kommunerne steget i indbyggertal og den rent administrative byrde. Men kommunalpolitikernes vederlag ses stadig ikke at følge med tyngden af ansvaret og den markant større arbejdsbyrde. Jeg mener derfor vi bør diskutere, om man ikke burde taksere det borgerlige ombud som kommunalpolitikere som deltidsarbejde snarere end som filantropi – som en art fritidsbeskæftigelse eller hobbyarbejde, hvilket de nuværende vederlag velsagtens afspejler.

Samfundet har mere end nogensinde brug for engagerede og top motiverede lokalpolitikere, som både ønsker og magter at afsætte den nødvendige og passende mængde tid til at sætte sig ordentligt ind i de mange sager og områder af den kommunale forvaltning. Ingen borgere ønsker vel politisk venstrehåndsarbejde af deres folkevalgte, men dyngerne af papirer, sager og mængderne af vigtige beslutninger som kræver indsigt, som kommunalpolitikere præsenteres for, gør det menneskeligt umuligt at nå til bunds i ret mange sager – og vi må derfor forlade os på embedsværkets ofte utilstrækkelige briefinger – fordi ingen har tid til at læse tonsvis af rapporter, høringssvar, regnskaber, notater, indstillinger og bilag etc.. Hvad gør vi så?

Afskaf vederlagene og giv i stedet politikerne en anstændig timebaseret deltids løn
- Og stil så til gengæld krav til politikerne om fremmøde og øvrigt engagement i udvalgsarbejdet! Kommunalpolitikere bør vel aflønnes i forhold til deres ansvar og den indsats, som borgerne forventer, at de folkevalgte lægger i det ansvarsfulde og krævende politiske arbejde. Omvendt synes jeg ikke, at politikere bør aflønnes for aktiviteter, som de nærmest konsekvent ikke gider deltage i. Derfor burde man samtidig overveje at aflønne politikerne i forhold til den individuelle indsats, samtidig med at denne offentliggøres på kommunernes hjemmesider.

Er fremmødet kun 70 pct., så skal politikerne naturligvis ikke udbetales mere end 70 pct. af vederlaget, som vel bør svare til et deltidsjob på mellemlederniveau. Niveauet bør afspejle borgernes krav og forventninger og bør gøre det muligt, også for den ikke-offentligt ansatte del af befolkningen at engagere sig i kommunalpolitik. For tiden synes der at være et markant flertal af offentligt ansatte repræsenteret i kommunalpolitik – er der mon en årsag, og kan vi gøre noget ved det? Det mener jeg vi kan og bør.

Den årlige cirkusforestilling – kampen om de attraktive 'gnaveben'
De attraktive poster i bestyrelser, råd, fonde og nævn, som udløser et årligt tillægsvederlag, er kort efter hvert kommunalvalg årsag til et uskønt opløb af politikere, som ikke nødvendigvis har særlige kompetencer eller speciel interesse i området – men posten giver måske et klækkeligt ekstra vederlag. Det er klart, at hvis man opnår en sådan post, eller måske flere, som måske i alt udløser et ekstra vederlag på mellem 100.000 – 300.000 kr. årligt, så er der pludselig privatøkonomisk basis for, at pågældende kan bruge langt mere af sin tid på det politiske arbejde.

Problemet er så, set i et rent demokratisk perspektiv, at disse attraktive pengeposter fordeles rent politisk. Således opnår vinderholdet - den store valggruppe - førsteretten til at udvælge (penge)posterne – og det gør de naturligvis. Taberholdet - oppositionen må herefter nøjes med de ikke helt så eftertragtede poster, som ikke udløser ekstra vederlag, med mindre man er tilknyttet ordningen tabt arbejdsfortjeneste og kan supplere sin indkomst hermed, enten som ansat eller selvstændig i den private sektor.

Samme præmisser for alle
Denne fordelingstradition er endnu en alvorlig historisk skævvridning af vores danske lokaldemokrati, idet kommunalpolitikere ikke ydes de samme præmisser og økonomiske vilkår for at deltage i det politiske arbejde på lige fod. En uskøn og udemokratisk fordelingsnøgle efter den gamle D’hondtske metode, som jeg mener vi bør erstatte med et mere retfærdigt og ensartet aflønningssystem for kommunalpolitikere. Altså samme økonomiske præmisser for alle menige politikere (ikke-borgmestre) på et niveau, som gør det muligt for alle samfundsgrupper at engagere sig i kommunalpolitik - på et for borgerne passende forsvarligt arbejdsniveau, som afspejler det store ansvar vi pålægges.

Vi forventes at holde embedsværket i ørerne og følge trit med den kommunale administration hver dag i de mange vigtige beslutninger og processer på borgernes vegne. Der synes ikke mindst at være et udstrakt behov for nytænkning, hvad angår politikernes generelle engagement i Københavns kommune på borgernes vegne.


Peter Schlüter (K), medlem af Københavns Borgerrepræsentation