
Det viser en ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation. Undersøgelsen er lavet i anledning af, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Ledernes formand Svend Askær nu sætter sig i spidsen for en kampagne, der skal få ledere til at tage fat i fraværet, så sygefraværet falder på landets arbejdspladser.
Lederne er nøglepersoner
- Jeg betragter ledere som nøglepersoner i indsatsen for at få sygefraværet ned. Det kræver ledere, som har de rigtige redskaber til rådighed og vilje til at bruge dem. Kampagnen skal være med til at klæde lederne på, så de tør tage det nødvendige ansvar. For det virker først, når ledelsen tager ansvar, og når lederen er rollemodel for sine medarbejdere, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
- Det er en klar ledelsesopgave ? også for topledelsen, der skal bakke sine ledere op ? at få sygefraværet ned. Den opgave kan og skal man ikke overlade alene til den sygemeldte, myndigheder og læger. Fremmødet kan hæves væsentligt, hvis lederne selv gør sig bedre til det forebyggende arbejde, men de skal også have de rette værktøjer, og samarbejdet med kommuner og læger skal forbedres, siger Svend Askær.
Mulighed for forbedringer
Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 1.728 ledere, viser, at der er en snæver sammenhæng mellem sygefravær og arbejdsmiljø. Medarbejdere på virksomheder med dårligt arbejdsmiljø har i snit fire fraværsdage mere om året end kollegerne på virksomheder med et godt miljø.
Undersøgelsen viser også, at stadig flere virksomheder bliver opmærksomme på, at der skal gribes ind over for sygefraværet, og at ledelsen kan udrette meget ved at gribe indsatsen systematisk an: I 2003 havde blot 39 procent af virksomhederne en egentlig sygefraværspolitik.
Det tal er nu steget til 48 procent og dermed næsten hver anden virksomhed herhjemme.
Andelen af virksomheder, der laver trivselsundersøgelser og sygefraværsstatistikker, vokser også, viser undersøgelsen fra Ledernes Hovedorganisation.
/mel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.