Grønlændere i Danmark bliver udsat for forskelsbehandling og racisme ved mødet med danske myndigheder. Det er den foreløbige konklusion fra FN's særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder José Francisco Cali Tzay, skriver DR Nyheder.
- Min største bekymring er den strukturelle racisme, de (grønlændere, red.) møder. Selv om de er danske statsborgere, møder de en høj grad af racediskrimination i alle de offentlige services, de har brug for, siger han til DR.
FN-rapportøren udtaler sig til mediet, efter at han de seneste ti dage har rejst rundt i Danmark og Grønland. Han hæfter sig ved, at grønlændere er overrepræsenteret i blandt andet sager om tvangsfjernelser.
De psykologtests, myndighederne bruger til at vurdere forældreegnethed, tager ifølge rapportørens vurdering ikke højde for kulturelle forskelle. Som særlig rapportør er han ikke ansat i FN og modtager ikke løn for sit arbejde.
Skæve tests
Rapportøren indgår ifølge en pressemeddelelse i et uafhængigt ekspertorgan i FN-systemet, hvor eksperterne arbejder på frivillig basis.
Direktør i Institut for Menneskerettigheder Louise Holck deler ifølge DR vurderingen af, at grønlændere oplever forskelsbehandling i Danmark. Ligesom FN-rapportøren peger hun på problemer med de test, det offentlige bruger, når forældres evner skal vurderes.
De er udviklet i en vestlig sammenhæng og rettet mod vestlige familier. Det udgør en stor risiko for, at der kommer et "forvrænget resultat", siger Louise Holck til DR. Det får direktøren til at frygte, at der på den baggrund bliver truffet forkerte afgørelser om fjernelse af børn.
Hverken socialministeren, ligestillingsministeren eller statsministeren har ønsket at udtale sig i sagen, skriver DR. Cali Tzay vil ifølge en pressemeddelelse præsentere sin endelige rapport til FN's Menneskerettighedsråd til september.
/ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.