
HOLSTEBRO: Med et snævert flertal har socialdemokraterne i Holstebro Kommune valgt Klaus Flæng som partiets borgmesterkandidat, efter at den mangeårige borgmester H.C. Østerby har besluttet at forlade politik ved valget næste år.
Klaus Flæng fik 54,5 pct. af stemmerne, og dermed er det blot 15 stemmer, der skilte ham og konkurrenten, Simon Tang, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Klaus Flæng er den politisk mest erfarne af de to. Han har siddet i byrådet siden 2014, er medlem af økonomiudvalget, formand for børne- og familieudvalget og tidligere formand for teknisk udvalg. Han er 46 år og arbejder som procesoperatør.
Simon Tang og 54 år og blev valgt første gang ved KV21. Han konstaterer på Facebook, at det "har været en lang og lidt tumultarisk proces, vi har været igennem".
Ridser i lakken
Dagbladet har tidligere beskrevet, hvordan en socialdemokrat fx har stillet spørgsmålstegn ved, om man kan have en borgmesterkandidat, der ikke bor i Holstebro by - det gør Flæng ikke, mens Tang gør. Klaus Flæng svarede, at "han blev ked af det, og så blev han vred", hvorpå han tilføjede: "Hvis Simon er det store orakel, hvad har han så lavet de sidste to og et halvt år, han har siddet i byrådet?"
Lokalformand Jonna Rud Jensen siger i dag til avisen, at hun godt er klar over, at duellen mellem de to har givet ridser i lakken.
- Men nu er kampen slut. Nu skal vi videre, og det har vi alle et ansvar for. Men selvfølgelig skal vi alle have set hinanden i øjnene og talt ud om forløbet, siger hun.
Selv skriver Klaus Flæng på Facebook, at "det har været et tæt løb, og det har det, fordi Simon har været en kompetent kandidat, og jeg ser frem til samarbejdet med ham og resten af byrådsgruppen". Og han tilføjer, at hvis borgmesterposten skal genvindes, kræver det, at gruppen, medlemmerne og bestyrelsen står sammen som et hold.
Op mod erfarne modkandidater
Ved KV25 vil Klaus Flæng især skulle dyste med Kenneth Tønning (V), som i august blev genvalgt som Venstres borgmesterkandidat uden modkandidater.
Han er bl.a. gruppeformand, formand for teknisk udvalg og sidder i økonomiudvalget. I det civile liv er han partner i et softwareudviklingsselskab og har tidligere arbejdet som eksportchef, kundecenterchef m.m. Han har siddet i byrådet siden 2018.
Han var spids første gang ved KV21, men hans chancer må formodes at være større nu, hvor han ikke mere skal op mod en populær, siddende borgmester.
Også De Radikales gruppeformand, Torben Gudiksen, har meddelt, at han går efter borgmesterposten. Han har været folkevalgt siden 2002.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.