
Holstebros borgmester, H.C. Østerby (S), stopper som borgmester efter KV25, meddelte han i sidste uge. Derfor skal Socialdemokratiet finde en ny borgmesterkandidat, og de første kandidater er på banen.
En oplagt afløser ville have været gruppeformand Søren Frøstrup-Agger, men han satser i stedet på en plads i Folketinget. Han blev tidligere i år valgt som sit partis folketingskandidat i Holstebro-kredsen.
Til gengæld har byrådsmedlemmerne Klaus Flæng og Simon Tang meldt sig som kandidater, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Klaus Flæng har siddet i byrådet siden 2014, er medlem af økonomiudvalget, formand for børne- og familieudvalget og tidligere formand for teknisk udvalg. Han er født i 1978 og arbejder som procesoperatør. Han meldte sig på banen dagen efter, at Østerby bebudede sin afgang.
Simon Tang blev valgt første gang ved KV21 og sidder i social- og sundhedsudvalget og arbejdsmarkedsudvalget. Han er født i 1970, er udlært isenkræmmer og pædagog og har i en årrække været leder af en institution, der driver flere vuggestuer og børnehaver.
Ifølge avisen bliver også Lene Dybdal nævnt som mulig afløser, men hun har ikke meldt noget ud. Frist for kandidater er 26. august, og 29. september mødes medlemmerne for at stemme om, hvem der ender som borgmesterkandidat.
Liberale spidser og genvalgt borgmester
Der måtte også afstemning til, da Liberal Alliance i Aalborg skulle vælge spidskandidat, skriver Nordjyske. Her vandt byrådsmedlem Mikael Simonsen, som for nylig forlod Venstre.
Til de flestes overraskelse havde endnu en kandidat dog meldt sig, beretter avisen; nemlig Mark Hellerup, som endte med at få ni stemmer, mens Simonsen vandt med 11.
Også i Aarhus har Liberal Alliance valgt spids. Her faldt valget på den 36-årige iværksætter Michael Christensen, skriver TV2 Østjylland.
I Norddjurs har Venstre valgt borgmesterkandidat, og her kom det ikke bag på nogen, at valget faldt på borgmester Kasper Bjerregaard (V). Han har tidligere meddelt, at han går efter endnu fire år, skriver Lokalavisen Norddjurs, og blev da også genvalgt uden modkandidater.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.