
HADERSLEV: Sagen om Louiseskolen i Haderslev, som involverer en politianmeldelse af en nu tidligere skoleleder efter misbrug af et kommunalt kreditkort, fik et nyt kapitel tirsdag aften,
Et flertal i byrådet på 19-12 nedstemte et forslag om en uvildig advokatundersøgelse, men sætter i stedet gang i en intern undersøgelse ledet af borgmester Mads Skau (V).
Det var Henrik Rønnow (S), der i et medlemsinitiativ sidst på dagsordenen havde foreslået "et forberedende arbejde med henblik på bestilling af en uvildig advokatundersøgelse af håndteringen af sagen om den tidligere skoleleder på Louiseskolen".
Hans begrundelse gik blandt andet på den mistillid, der fx ses på sociale medier, hvor mange giver udtryk for, at sagen indtil nu har været præget af lukkethed. Åbenhed om såvel kommissoriet for undersøgelsen som dens resultater var også dele af forslaget, som kun fik opbakning fra SF og EL.
Vil æde hat
Ifølge JydskeVestkysten var der derimod opbakning fra V-NB-K-DF-R-Slesvigsk Parti og Thomas Vedsted til et andet forslag - en sammenskrivning af to forslag fra henholdsvis Signe Knappe (V) og Thomas Vedsted (løsgænger):
"Borgmesteren foranlediger en redegørelse, med et klart kommissorium, for forløbet og beslutningsprocessen. Økonomiudvalget får som opgave at drøfte redegørelsen og komme med en indstilling til kommunalbestyrelsen, hvis der skulle vise sig et behov for yderligere tiltag."
Netop Thomas Vedsted havde i en sagsindsigt i november fået 800 sider om sagen udleveret fra forvaltningen, mens politiet blot havde fået fire, hvilket fik ham til at overdrage alt sit materiale til politiet. Det fik siden konsekvenser: Den kommunale jurist, der havde med samarbejdet med politiet at gøre, blev fjernet fra den opgave, bekræftede kommunaldirektør Peter Karm mandag over for avisen.
Ifølge samme avis ville Finn Lykkeskov (S) under byrådsdebatten "æde sin gamle hat på", at man ikke ville kunne bruge en redegørelse til noget, når det er økonomiudvalget, der skal tage stilling til eventuelle konsekvenser.
For forslagsstiller Signe Knappe talte et argument om, at en uvildig advokatundersøgelse vil koste mellem en halv og en hel million kroner.
På den borgerlige fløj var der enighed om, at når borgmester Mads Skau (V) vil lægge hovedet på blokken og lave en redegørelse, så skal man have tillid til, at han kan komme til bunds i sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.