REBILD: Nordjyllands Politi har anholdt en 62-årig mand, der er ansat som hjemmehjælper i Rebild Kommune. Manden er mistænkt for omfattende tyverier mod ældre borgere i kommunen.
Mistanken opstod, da en borger sidst i november anmeldte et tyveri af jubilæumsmønter til politiet. Offeret havde mistanke til hjemmehjælperen, fordi han var den eneste, der havde været på stedet i gerningstidsrummet, oplyser Nordjyllands Politi.
- Derfor var der mistankegrundlag til, at vi kunne indlede en efterforskning mod den pågældende hjemmehjælper, fortæller politikommissær Mikkel Brügmann.
Efterforskningen førte til, at politiet i sidste uge anholdt den 62-årige og ransagede hans hjem i Vesthimmerland. Her fandt politiet mange forskellige smykker i form af fingerringe, halskæder, smykkeskrin, sølvtøj, julepynt med videre.
Den mistænkte i sagen nægtede at have begået tyveriet hos den ældre borger, men han erkendte dog, at nogle af de andre effekter var stjålet hos andre borgere i kommunen, oplyser politiet.
Berørte og kede af det
Hos Rebild Kommune er man dybt berørte af sagen og kede af det på vegne af de borgere, der har været udsat for tyveri, siger centerchefen for pleje og omsorg, Birgitta Sloth Christiansen.
- Samtidig er vi kede af det for kollegerne i hjemmeplejen, for det påvirker naturligvis alle, når den slags sker. Vores medarbejdere er både dygtige og engagerede, men alligevel har vi altså her et tilfælde, hvor tilliden er blevet brudt, siger centerchefen.
Hun forklarer at procedurerne blev fulgt da den pågældende medarbejder blev ansat:
- Når vi ansætter medarbejdere i hjemmeplejen, tager vi referencer fra tidligere ansættelser, og det gjorde vi også i dette tilfælde. Der har ikke været noget i ansættelsesforløbet, der har peget på, at dette kunne ske. Vi garderer os så godt vi overhovedet kan, men når det så alligevel går galt, tager vi ved lære og vurderer, hvor vi kan gøre noget anderledes, siger Birgitta Sloth Christiansen.
Hjemmehjælperen er nu ikke mere ansat i kommunen.
Svært at opklare
Hos politiet hæfter politikommissær Mikkel Brügmann sig ved, at den slags tyverisager er svære at opklare, da borgerne jo ikke dagligt tjekker deres sølvtøj eller gamle smykker og derfor ikke ved, hvornår de er forsvundet.
- Det er heller ikke sikkert, at alle tyverier er meldt til politiet endnu, siger han og tilføjer, at der nu forestår et større opklaringsarbejde for at få placeret de forskellige effekter hos rette ejere.
Rebild Kommune har oprettet en hotline, hvor borgere, som er utrygge eller har spørgsmål om sagen, kan henvende sig.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.