KRONIK: Kan jobcentrene på kvalificeret vis overkomme de mange nye opgaver, der for tiden vælter ned over dem, spørger Gunvor Auken (S), tidligere byrådsmedlem på Frederiksberg
Claus Hjort Frederiksens hammer faldt prompte, da fagbevægelsen sagde nej til en arbejdsmarkedsreform. Derfor indeholdt regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti også en beslutning om, at den statslige arbejdsformidling af forsikrede ledige kommunaliseres og fra 1.8.2009 indgår i jobcentrenes enstrengede system. Væk var aftalen om, at forsøg med et enstrenget system skulle evalueres færdigt og væk var traditionen med, at arbejdsmarkedets parter inddrages i afgørende beskæftigelsespolitiske beslutninger.
Men spørgsmålet er, om hammeren vender mindre heldigt tilbage, end når det er Thors hammer? For kan jobcentrene på kvalificeret vis overkomme de mange nye opgaver, der for tiden vælter ned over dem? Hvor bliver der politisk rum for at samarbejde med arbejdsmarkedets parter om beskæftigelsespolitikken? Og hvad hvis fagbevægelsen bliver så svækket, at den ikke længere kan indgå som en ligeværdig part i trepartsdrøftelser og ved overenskomstforhandlinger? Selv ikke en liberal regering ønsker at knække rygraden på den konkurrencedygtige danske flexicurity-model, som udlandet misunder os!
Jobcentre bliver kontraktbestyrere
Der er 91 jobcentre, og de bliver nu myndighedsansvarlige for at bringe A-kasseforsikrede ledige tilbage i arbejde. Prognoserne viser, at dem bliver der mere end dobbelt så mange af om kort tid pga. finanskrisen. Desuden skal jobcentrene indkøre en ny sygedagpengereform, som gradvist træder i kraft i løbet af 2009, hvor der skal arbejdes efter nye principper med vægt på tidlige forsøg på at arbejdsfastholde de sygemeldte, så udstødning fra arbejdsmarkedet forebygges.
Det kræver samarbejde med de sygemeldte, arbejdspladserne og lægerne på måder, som jobcentrene oftest ikke har erfaring i. Hertil kommer de forskelligartede kontanthjælpsmodtagere, som selv højkonjunkturen ikke har fået gjort afgørende indhug i.
Skønt antallet af beskæftigede er altafgørende for landets vækst og velstand, er jobcentrene blottet for uddannelsesmæssig faglighed. Der findes ingen uddannelse på beskæftigelsesområdet, så medarbejderne er en broget skare i bedste fald oplært gennem praksis og efteruddannelse. Alt tyder på, at brugen af private såkaldte andre aktører vil tiltage væsentligt i de kommende år, og jobcentrene bliver nok så meget kontraktbestyrere.
Op fra kontorstolene
Den politiske forklaring på, at alt nu samles i 91 kommunale enheder, hvor arbejdsformidlingen tidligere havde et langt større arbejdsmarkedspolitisk opland nemlig de 14 nu nedlagte amter, kommer muligvis af den liberale tro på ét afgørende redskab: Kommunerne får 65 pct. statsrefusion på ydelserne, hvis jobcentrene får de ledige eller sygemeldte aktiveret, ellers er det kun 35 pct. Derfor skal kommunerne nu også medfinansiere arbejdsløshedsdagpengene. Det skal drive medarbejderne op fra kontorstolene og de mange ledige og sygemeldte i arbejde.
Det er en noget mere endimensionel og individuel tilgang til opgaverne end den vægt, der tidligere også blev lagt på vilkårene for at få arbejde, nemlig en generel arbejdsmarkedspolitik vedtaget og iværksat nationalt og af de amtslige arbejdsmarkedsråd. Her blev brancheviden om behov for uddannelse, om flaskehalse, særlig stor ledighed og teknologisk udvikling bragt i spil i de ansvarlige trepartskonstruktioner. Nok er der nye beskæftigelsesråd i kommunerne og i de svage regioner, men ingen af rådene har væsentlig kompetence.
Så hvem fra arbejdsmarkedets parter har lyst til at bruge tid på at sidde i de organer? Det bliver i stedet kommunalbestyrelserne, der står for beskæftigelsespolitikken som en del af budgetforhandlingerne. Det vil ske i skarp konkurrence med de andre velfærdsydelser kommunalpolitikerne er ansvarlige for og under pres for fra deres vælgere.
Offertænkning aldrig sundt
Arbejdsgiverne skal nok klare sig, de har jo magten, men hvad med fagbevægelsen? Hvis det næste politiske hug bliver, at A-kassernes betydning mindskes yderligere, fordi det findes naturligt, at rådighedsvurderingen af de ledige, der er afgørende for, om de er berettiget til deres dagpenge, også overgår til jobcentrene? Så vil mange synes, at man lige så godt kan have en statslig forsikrings- og A-kasse. Men A-kasserne er en afgørende fødekæde for medlemskab af en fagforening. Det ser man tydeligt i Norge, hvor der er et totalt offentligt og enstrenget system. Her er kun 50 pct. lønmodtagerne organiseret i en fagforening, hvor organisationsprocenten i de øvrige nordiske lande er over 70 pct.
Offertænkning er dog aldrig sundt, man må naturligvis også spørge, hvor fagbevægelsen giver sig tilkende med fornyede tilgange til tidens udfordringer? Den er bovlam og usynlig i uforståelig grad. De indbyrdes modsætninger og de mange fusioner legaliserer ikke tavsheden. Når selv ikke en Thor-type som LO formanden Harald Børsting kan samle forbundene og komme med markante og samtænkte beskæftigelses- uddannelses- og erhvervspolitiske udspil, er der noget galt.
Fagbevægelsens styrke er, at det er en enhedsbevægelse, men det er også dens svaghed, fordi den så er autonom og dermed uden kontrol via parlamentarisme, markedsmekanisme eller statsrevision. Det kræver en særlig selvdisciplin og slagkraft også selv om tiderne er politisk ugunstige. Den danske model og den danske velfærd kan ikke bevares uden en stærk og fornyet fagbevægelse i samfundet som på arbejdspladserne.
Gunvor Auken, socialrådgiver og tidligere byrådsmedlem på Frederiksberg for S
Men spørgsmålet er, om hammeren vender mindre heldigt tilbage, end når det er Thors hammer? For kan jobcentrene på kvalificeret vis overkomme de mange nye opgaver, der for tiden vælter ned over dem? Hvor bliver der politisk rum for at samarbejde med arbejdsmarkedets parter om beskæftigelsespolitikken? Og hvad hvis fagbevægelsen bliver så svækket, at den ikke længere kan indgå som en ligeværdig part i trepartsdrøftelser og ved overenskomstforhandlinger? Selv ikke en liberal regering ønsker at knække rygraden på den konkurrencedygtige danske flexicurity-model, som udlandet misunder os!
Jobcentre bliver kontraktbestyrere
Der er 91 jobcentre, og de bliver nu myndighedsansvarlige for at bringe A-kasseforsikrede ledige tilbage i arbejde. Prognoserne viser, at dem bliver der mere end dobbelt så mange af om kort tid pga. finanskrisen. Desuden skal jobcentrene indkøre en ny sygedagpengereform, som gradvist træder i kraft i løbet af 2009, hvor der skal arbejdes efter nye principper med vægt på tidlige forsøg på at arbejdsfastholde de sygemeldte, så udstødning fra arbejdsmarkedet forebygges.
Det kræver samarbejde med de sygemeldte, arbejdspladserne og lægerne på måder, som jobcentrene oftest ikke har erfaring i. Hertil kommer de forskelligartede kontanthjælpsmodtagere, som selv højkonjunkturen ikke har fået gjort afgørende indhug i.
Skønt antallet af beskæftigede er altafgørende for landets vækst og velstand, er jobcentrene blottet for uddannelsesmæssig faglighed. Der findes ingen uddannelse på beskæftigelsesområdet, så medarbejderne er en broget skare i bedste fald oplært gennem praksis og efteruddannelse. Alt tyder på, at brugen af private såkaldte andre aktører vil tiltage væsentligt i de kommende år, og jobcentrene bliver nok så meget kontraktbestyrere.
Op fra kontorstolene
Den politiske forklaring på, at alt nu samles i 91 kommunale enheder, hvor arbejdsformidlingen tidligere havde et langt større arbejdsmarkedspolitisk opland nemlig de 14 nu nedlagte amter, kommer muligvis af den liberale tro på ét afgørende redskab: Kommunerne får 65 pct. statsrefusion på ydelserne, hvis jobcentrene får de ledige eller sygemeldte aktiveret, ellers er det kun 35 pct. Derfor skal kommunerne nu også medfinansiere arbejdsløshedsdagpengene. Det skal drive medarbejderne op fra kontorstolene og de mange ledige og sygemeldte i arbejde.
Det er en noget mere endimensionel og individuel tilgang til opgaverne end den vægt, der tidligere også blev lagt på vilkårene for at få arbejde, nemlig en generel arbejdsmarkedspolitik vedtaget og iværksat nationalt og af de amtslige arbejdsmarkedsråd. Her blev brancheviden om behov for uddannelse, om flaskehalse, særlig stor ledighed og teknologisk udvikling bragt i spil i de ansvarlige trepartskonstruktioner. Nok er der nye beskæftigelsesråd i kommunerne og i de svage regioner, men ingen af rådene har væsentlig kompetence.
Så hvem fra arbejdsmarkedets parter har lyst til at bruge tid på at sidde i de organer? Det bliver i stedet kommunalbestyrelserne, der står for beskæftigelsespolitikken som en del af budgetforhandlingerne. Det vil ske i skarp konkurrence med de andre velfærdsydelser kommunalpolitikerne er ansvarlige for og under pres for fra deres vælgere.
Offertænkning aldrig sundt
Arbejdsgiverne skal nok klare sig, de har jo magten, men hvad med fagbevægelsen? Hvis det næste politiske hug bliver, at A-kassernes betydning mindskes yderligere, fordi det findes naturligt, at rådighedsvurderingen af de ledige, der er afgørende for, om de er berettiget til deres dagpenge, også overgår til jobcentrene? Så vil mange synes, at man lige så godt kan have en statslig forsikrings- og A-kasse. Men A-kasserne er en afgørende fødekæde for medlemskab af en fagforening. Det ser man tydeligt i Norge, hvor der er et totalt offentligt og enstrenget system. Her er kun 50 pct. lønmodtagerne organiseret i en fagforening, hvor organisationsprocenten i de øvrige nordiske lande er over 70 pct.
Offertænkning er dog aldrig sundt, man må naturligvis også spørge, hvor fagbevægelsen giver sig tilkende med fornyede tilgange til tidens udfordringer? Den er bovlam og usynlig i uforståelig grad. De indbyrdes modsætninger og de mange fusioner legaliserer ikke tavsheden. Når selv ikke en Thor-type som LO formanden Harald Børsting kan samle forbundene og komme med markante og samtænkte beskæftigelses- uddannelses- og erhvervspolitiske udspil, er der noget galt.
Fagbevægelsens styrke er, at det er en enhedsbevægelse, men det er også dens svaghed, fordi den så er autonom og dermed uden kontrol via parlamentarisme, markedsmekanisme eller statsrevision. Det kræver en særlig selvdisciplin og slagkraft også selv om tiderne er politisk ugunstige. Den danske model og den danske velfærd kan ikke bevares uden en stærk og fornyet fagbevægelse i samfundet som på arbejdspladserne.
Gunvor Auken, socialrådgiver og tidligere byrådsmedlem på Frederiksberg for S
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
