1.000 statsansatte HK'ere kunne i lørdags den 1. august vågne op som kommunalt ansatte og dermed også medlem af HK/Kommunal. Det skete i forbindelse med jobcenterreformen, som blandt andet betyder, at kommunerne overtager hele opgaven i jobcentrene, skriver HK/Kommunal.
- Flere kan mere. Og de tidligere statslige kolleger er jo topprofessionelle og har mange års erfaring med beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik. Så det er rigtigt godt at få dem som tætte kolleger. Desuden er de velorganiserede og stærkt faglig funderet, siger formand for HK/Kommunals Beskæftigelsesudvalg Christian Grønnemark.
Skår i glæden - kassetænkning i kommunerne
Desværre er glæden ikke uden skår. Jobcenterreformen er meget udskældt både fra arbejdsgiverside og fra dele af fagbevægelsen. Nogle er bekymrede for, at finansieringen af reformen vil resultere i kassetænkning i kommunerne, mens andre spår, at ledige vil blive behandlet forskelligt fra kommune til kommune. Og fordi kommunerne modtager et betragteligt tilskud ved at udlicitere til private virksomheder, frygter mange en forringet service. En bekymring, som Christian Grønnemark deler.
- Vi har jo om nogen været ekstra årvågne i forhold til de konsekvenser, som det kan få at bruge private aktører. Og vi er er bange for, at kommunerne kan føle sig pressede til at gribe til sådanne løsninger, hvis de mangler penge på andre områder, siger han.
Advarer mod udlicitering
Udvalgsformanden har dog tillid til, at kommunalbestyrelserne vil se sig grundigt om efter andre løsninger, før de udliciterer.
- Vi vil se, om kommunalbestyrelserne hopper med på denne her limpind. Jeg tror, de vil afholde sig fra at benytte private aktører. Men sker det, har vi i hvert fald fra HK/Kommunals side gjort opmærksom på de risici, man må indlægge i den manøvre, siger Christian Grønnemark.
I den sammenhæng fremhæver beskæftigelsesformanden Holland, som nu er på vej tilbage til et rent offentligt beskæftigelsessystem efter at have gjort sig dårlige erfaringer med private virksomheder på området.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.