
HOLSTEBRO: Efter knap otte år som direktør for Børn og Fællesskaber og vicekommunaldirektør i Ikast-Brande overtager Rasmus Byskov-Nielsen fra 1. november jobbet som kommunaldirektør i Holstebro. Det oplyser kommunen.
Rasmus Byskov-Nielsen har boet i Holstebro det meste af sit liv og har tidligere arbejdet i organisationen, senest som sundhedschef i 2016. Derefter rykkede han til Ikast-Brande og forskellige direktørjobs, men nu vender han altså tilbage.
- Et enigt ansættelsesudvalg var ikke i tvivl om, at Rasmus var den rette kandidat, og vi ser frem til samarbejdet. Referencer fra hans tidligere job vidner om, at vi får et menneske, som har vist solide resultater til gavn for borgerne, vellykket økonomisk styring og gennemførsel af væsentlige omstillingsprojekter, siger borgmester H.C. Østerby (S).
Muligt væksteventyr
Rasmus Byskov-Nielsen siger, at Holstebro står midt i en række visionære byudviklingsprojekter og en grøn omstilling, der rummer muligheder for et væksteventyr.
- Min ledelsesstil er dialogorienteret med fokus på resultater, og det tror jeg giver et godt afsæt for den videre udvikling, siger han og tilføjer, at også de store velfærdsområder står hans hjerte nær.
- Der er jo reformstorm over Danmark, og vi skal udvikle hele velfærdsområdet, så vi ikke bare følger udviklingen, men også gearer os til fremtiden. Nogle af de erfaringer jeg tager med mig fra Ikast-Brande og ikke mindst som formand for Børne- og Kulturchefforeningen, er netop at have været med til at præge reformer og løst nogle af de udfordringer, forklarer den kommende kommunaldirektør.
Han er 45 år, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, gift med Anette, der er praktiserende læge i Holstebro, og far til tre teenagebørn. Han er aktiv i lokalsamfundet og kulturlivet, bl.a. spiller han saxofon i et band.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.