En brugerundersøgelse hos virksomhederne i Lemvig Kommune taler sit tydelige sprog: Virksomhederne er glade for kontakten til kommunens jobcenter, men en stor del af dem har ikke haft besøg af jobcentrets konsulenter, og dermed er virksomhederne heller ikke blevet præsenteret for mulighederne for at tage ledige, syge og handicappede i arbejde. Det fortæller det kommunale jobcenter.
- Undersøgelsen omfatter 200 virksomheder i kommunen. Af dem har vi haft kontakt med 70 - det vil sige 35 procent. Det betyder, at vi har et stort, uopdyrket marked hos de lokale virksomheder, og det vil vi selvfølgelig gøre noget ved, siger jobcenterchef Jan Pedersen.
Der findes 1800 virksomheder - store som enkeltmands - i kommunen, og heraf har Jobcentret besøgt de 600 gennem årene.
- Det er ikke alle 1800, der er relevante for os, men vi vurderer, at i hvert fald yderligere 600 er potentielle nye kunder hos jobcentret. Dem tager vi nu fat på at besøge, siger Jan Pedersen.
De fem jobkonsulenter afsætter én dag om måneden til at besøge nye virksomheder. Hvis hver konsulent når fem virksomheder den dag, så bliver det 25 virksomheder pr. måned. Dermed er målet nået i løbet af et par år.
- Det gælder om at få præsenteret virksomhederne for de muligheder, der findes. Det er til glæde for virksomhederne, og det er til glæde for de personer, der kommer i arbejde. Der findes en lang række støtteordninger, som virksomhederne kan få glæde af, siger Jan Pedersen.
Det er ikke kun de store og mellemstore virksomheder, der kan se frem til besøg af jobkonsulenterne. Det gælder også de små virksomheder, som ifølge Jan Pedersen kan få gavn af diverse ordninger med løntilskud.
De ansatte på Jobcenter Lemvig kan tydeligt mærke, at det er svært at skaffe arbejde til de ledige.
- Det er klart sværere at få folk i arbejde i en lavkonjunktur, og samtidig kan diverse støtteordninger ikke bruges hos de virksomheder, der har afskediget medarbejdere inden for det seneste år. Det indsnævrer feltet en del. Til gengæld har virksomhederne i øjeblikket gode chancer for at skaffe dygtige medarbejdere via jobcentret - der er mange velkvalificerede ledige, siger Jobcenter-chefen.
mou
Fakta:
Der er omkring 1000 ledige i Lemvig Kommune. De fordeler sig med 800 på A-kassedagpenge og 200 på kontanthjælp. Derudover betjener jobcentret cirka 300 sygemeldte borgere.
Ledigheden plejer at være højest ved årsskiftet for derefter at falde hen over foråret og sommeren. Der var 830 "dagpenge-ledige" ved årsskiftet - det er her efter et par måneder faldet til 800.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.