Kommuner og regioner har det seneste år ansat næsten 7.400 medarbejdere, viser nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor (FDL).
Og det er især de 'kolde hænder', som i stigende grad finder vej til lønningslisterne. På et år er antallet af akademikere steget 6 procent både i kommuner og regioner. Når det gælder kontor- og it-folk har kommunerne ansat 4,4 procent flere end sidste år.
Chefer er der også kommet markant flere af begge steder.
- Hvordan den offentlige sektor skal sammensættes personalemæssigt er ultimativt et politisk valg, men disse tal går stik imod signalerne om, at man vil begrænse administrationen. Det er en voldsom vækst og især en drastisk stigning af akademikere, siger lektor i offentlig økonomi Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet til Politiken.
Konkrete besparelser
De mange nye akademikere er ansat i en periode, hvor ambitionen ellers har været at flytte medarbejdere fra det kommunale papirarbejde til den egentlige omsorg. Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) kræver nu konkrete besparelser.
- Selvfølgelig er det uheldigt, at man har denne eksplosion i administration. Men jeg er glad for, at sandheden nu kommer frem. Tallene bekræfter, at man kan reducere de kommunale udgifter uden at ramme velfærden, siger Bertel Haarder.
Kommunernes Landsforening forventer, at væksten i ansættelser vil stoppe, men KL's formandskab har ikke ønsket at kommentere kritikken.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.