Juraen driller på jobcentrene

Medarbejderne på jobcentrene er langt fra altid lige gode til at opfylde vejledningspligten over for borgerne. Det fremgik af en paneldebat på tirsdagens beskæftigelsestræf.

Når Ankestyrelsen behandler klagesager over kommunerne eller laver praksisundersøgelser, støder man ofte på problemer med at opfylde de juridiske krav om vejledning til borgerne, fortalte styrelsens direktør Ingeborg Gade.

- Vi har forholdsvis mange omgørelser i klagesager, og en del skyldes mangelfuld vejledning. Fra praksisundersøgelser kan vi også se, at I bøvler med vejledningen - hvor meget skal der til, hvordan giver man den, og hvordan dokumenterer man den, sagde hun.

Cover my ass-rådgivning
Problemet genkendes af borgerrådgiver Bettina Post fra Høje-Taastrup.

- Jeg bruger en stor del af min arbejdstid på holde øje med, om de ansatte kender reglerne og opfylder vejledningspligten, og jeg må sige, at det går slet ikke. Enten kender de den ikke, eller også føler de ikke, at de kan opfylde den. Det sidste forstår jeg godt, sagde hun. 

Problemet er ifølge Bettina Post, at vejledningspligten indebærer, at sagsbehandlere skal vejlede om både deres eget sagsområde og hele sociallovgivningen.

- Jeg forstår godt, hvis de tænker, at det kan vi ikke. Det stammer fra dengang, vi havde borgeren i centrum. Vi taler stadig om at have det, men de sidste mange år har lovgivningen været så enorm, at det er umuligt at rådgive alle om alt. Så forsøger man at skrive sig ud af det, sender fem-otte siders vejledningspjecer og vedhæfter en halv lovbog. Det er det, jeg kalder cover my ass-vejledning, som kun tilfredsstiller vores behov for at dokumentere, at vi har vejledt, sagde hun.

Vigtigere at lytte?
Ifølge både hende og uddannelses- og arbejdsmarkedschef Lone Lollesgaard fra Vesthimmerland er der et dilemma, når man taler retssikkerhed, men samtidig gerne vil have fokus på kerneopgaven med at få borgerne tættere på beskæftigelse.

- Jobcentrene skal sikre retssikkerheden, men på den anden side har vi også en kerneopgave med at flytte borgeren fra a til b, lytte til deres drømme, så de føler sig set, hørt og inddraget, og bringe dem tættere på uddannelse og job, pointerede hun. 

Man kan gøre en del med tjeklister, opdatering af sagsbehandlernes kompetencer og så videre for at opfylde kravene om, at borgerne bliver ordentligt vejledt om pligter og rettigheder. Men det dur ikke med et entydigt fokus på retssikkerhed, mente hun.

- Samtalen og mødet med borgerne må være det vigtigste, fastslog Lone Lollesgaard.

Tid nok?
Et andet problem er at finde den nødvendige tid til at gøre det rigtige, mente Dansk Socialrådgiverforenings formand Mads Bilstrup.

- Det kræver tid og kvalifikationer at give vejledning om retssikkerhed. Der skal være tid til lytte til borgerens udfordringer og inddrage den enkelte, så de forstår hensigten. Men vi sidder i en travl hverdag, og hvis man har 20 minutter, når man ikke omkring både at sikre, at borgeren får den rette vejledning om rettigheder og pligter, og at der bliver spurgt grundigt til ønsker og drømme for fremtiden, sagde han.

Hele panelet var enige om en opfordring til så vidt muligt at forklare borgeren om pligter og rettigheder mundtligt frem for at sende det på skrift. 

- Når vi er ved at træffe en beslutning, som går borgeren imod, ringer vi altid til borgeren og forklarer hvorfor, fortalte Bettina Post, mens Lone Lollesgaard supplerede:

- Når vi siger, at vi gerne vil inddrage borgerne, er vi også nødt til at gøre det, når vi træffer beslutninger. Så kan man ikke ikke bare trykke på send-knappen fredag eftermiddag, før man går hjem, og så er det gjort.