
BRØNDBY: Kent Magelund (S) stopper som borgmester i Brøndby den 31. maj efter otte år på posten. Årsagen er, at han går på pension. Det skriver Brøndby Kommune på Facebook.
- Efter moden overvejelse og mange år i kommunalbestyrelsen ønsker jeg nu at lade mig pensionere, mens helbredet stadig er til det.
- Det er fantastisk at slutte sit arbejdsliv i den kommune, jeg næsten er vokset op i fra barnsben, og hvor jeg har været lærer i 37 år, før jeg blev borgmester, udtaler Kent Magelund i opslaget.
72-årige Kent Magelund blev valgt ind i Brøndby Kommunes kommunalbestyrelse i 2009.
Han overtog borgmesterposten den 1. marts 2016 efter Ib Terp (S), som måtte give borgmesterkæden videre på grund af sygdom.
Kent Magelund har tidligere udtalt til Sjællandske Nyheder, at "den måde, jeg blev borgmester på, var mærkelig".
- Meningen var, at jeg skulle lære af Ib i det første år, men han ringede pludselig til mig i november 2015 og fortalte, at jeg skulle søge orlov fra mit arbejde som lærer, sagde Magelund i forbindelse med et fødselsdagsportræt i 2021.
Efterfølger udpeges i maj
Ud over at være borgmester har Kent Magelund været med til at stifte triatlonforbundet i Danmark og bestred posten som formand i 15 år.
Han har desuden været formand for Brøndby Hallen i en årrække. I 2022 blev han kritiseret af tidligere direktør for hallen Carsten Boje Larsen for at have været inhabil og givet et ulovligt årligt eliteidrætstilskud til hallen. Det skrev Ekstra Bladet.
På den baggrund bad Brøndby Kommune Ankestyrelsen vurdere sagen. Konklusionen var, at tilskuddet var lovligt.
- Nu er der rene linjer, og så kommer det heller ikke at gå ud over den borgmester, der kommer efter mig, sagde Kent Magelund til Sjællandske Nyheder efter afgørelsen.
Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen i Brøndby skal udpege en ny borgmesterkandidat på et kommunalbestyrelsesmøde den 22. maj.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.