Baggrunden er, at pressens omtale af et par konkrete sager har rejst en generel debat om kommunernes brug af ekspropriation. Fra flere sider er der kommet meldinger om, at der skulle være behov for en stramning af reglerne. Og miljøministeren har sat en undersøgelse i gang vedrørende kommunernes brug af ekspropriation.
- Inden Folketinget overvejer at ændre planloven, tror jeg, det er nyttigt, at landspolitikere og lokalpolitikere sammen kan debattere problemstillingerne omkring ekspropriation på et nuanceret og sagligt grundlag. Derfor ser jeg frem til dialogen med medlemmerne af Miljø- og Planlægningsudvalget, siger KL’s formand Erik Fabrin.
Myter
- Meget af den debat, der er foregået indtil nu, tager sit udgangspunkt i myter og enkeltsager, som er mangelfuldt belyst. For eksempel tales der ofte om ekspropriation til golfbaner, selv om der ikke siden midten af 90’erne er fremført et eneste eksempel på, at en kommune har anvendt ekspropriation til at realisere en golfbane.
- Der er derfor behov for at tegne et mere fuldstændigt billede af ekspropriationsredskabets rækkevidde og anvendelse.
- I KL er vi 100 pct. enige i, at ekspropriation er et redskab, der skal benyttes med omtanke. Det er vigtigt at fastholde respekten for den private ejendomsret.
- Det er imidlertid helt afgørende, at kommunen fortsat kan ekspropriere i tilfælde, hvor det vil have væsentlig betydning for at sikre gennemførelse af den byudvikling, som kommuneplanen beskriver – eller for at virkeliggøre en vedtaget lokalplan.
God beskyttelse
- Det er også vigtigt, at kommunen har mulighed for at afgøre, hvornår ekspropriation er nødvendig. Det er kommunerne, der kender de lokale forhold og interesser – og som derfor skal have ansvaret for at afveje interesserne op imod almennyttige formål. Det betyder naturligvis også, at kommunerne skal anvende redskabet med omtanke.
- Aktuelt er det ekspropriation i de bynære områder, debatten handler om. Men det næste bliver, at vi står for at skulle gennemføre en omfattende indsats for at sikre vores grundvand og natur. Det kommer til at betyde, at landbrugsjord kommer i spil for at gennemføre naturgenopretningsprojekter. Også her vil ekspropriation være et nødvendigt redskab.
- For mig er det helt afgørende, at den enkelte borger har flere muligheder for at få afprøvet lovligheden af ekspropriationen og rimeligheden af ekspropriationserstatningen. Det kan i dag ske ved henholdsvis Naturklagenævnet og domstolene og Taksationskommissionen og Overtaksationskommissionen. Så der kan ikke være nogen tvivl om, at borgerens retssikkerhed med de nuværende regler er godt beskyttet, siger Erik Fabrin.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.