ODENSE: En række afsløringer i TV2 Fyn om uregelmæssigheder i den kommunalt finansierede flextrafik på Fyn har sat fornyet gang i en debat om velfærdskriminalitet i Danmark. Ifølge KL-formand og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er der ikke tale om enkeltstående tilfælde, men snarere et tegn på et mere omfattende problem.
Udtalelserne kommer efter længere tids afdækning af forholdene i flextrafikken på Fyn, hvor selskaber med relation til dømte personer har sikret sig millionkontrakter ved at byde markant lavere end konkurrenterne.
- Det er et udtryk for, hvor organiseret kriminaliteten er, også når den vender sig ind mod det offentlige og prøver at udnytte de muligheder, der er for at kunne lave service inden for blandt andet transport og botilbud, siger Peter Rahbæk Juel.
Ifølge KL-formanden er det ikke de konkrete velfærdsområder, der i sig selv tiltrækker kriminelle aktører, men derimod muligheden for økonomisk gevinst.
- Det er ikke fordi, de kriminelle netværk har en særlig kærlighed til bosteder eller flextrafik. De har et ønske om at bedrive kriminalitet, snyde og tjene penge på det offentliges regning, siger han.
Ønsker national indsats
På baggrund af sagerne efterlyser Peter Rahbæk Juel nu et samlet nationalt overblik over velfærdskriminalitet. Han mener, at en koordineret indsats er nødvendig for at forhindre, at problemet blot flytter sig mellem sektorer.
- Der er al mulig grund til, at vi får skabt et samlet overblik på tværs i Danmark, så det ikke bliver sådan, at vi hiver ukrudt op ét sted på det offentlige område, og at de kriminelle så blot vender deres aktivitet mod et andet sted, siger han.
En national taskforce skal ifølge ham både styrke forebyggelsen og sikre, at myndighederne kan slå hårdere ned på misbrug af offentlige midler.
AW
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












