AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

KL: Kirken har for meget magt

Kirkens ret til at nedlægge veto mod byggerier i kommunerne skal fjernes. Det mener KL og brancheorganisation. Biskop mener, vetoretten er nødvendig.
22. JAN 2026 9.10

SILKEBORG: Det skal være slut med, at kirkerne helt ekstraordinært kan nedlægge veto mod byggerier af solceller, vindmøller eller mobilmaster. Det mener både Kommunernes Landsforening, KL, og brancheorganisationen Green Power Denmark.

- Kirkerne er med til at sætte den demokratiske beslutningsproces ud af funktion, og det synes vi er problematisk, siger Johan Brødsgaard (R), formand for Kultur-, Erhverv- og Planudvalget i KL, til TV2 Østjylland.

Senest er en mobilmast i Silkeborg først blev godkendt i byrådet og efterfølgende lagt ned, da Aarhus Stift gjorde brug af sin vetoret.

Det er bestemt i Planlovens § 29, at kirkerne har en særlig ret til at nedlægge veto mod et byggeri, hvis projektet kan forstyrre udsigten til eller fra kirken.

- Vi varetager nogle interesser for nogle meget gamle bygninger, som har ligget der i generationer. Og det er vores opgave at tale på deres vegne, siger Henrik Wigh-Poulsen, Biskop i Aarhus Stift.

Vil flytte magt til byråd

Men Folkekirkens særlige ret er KL ikke tilfreds med.

- Vi synes, at kirken har for meget magt i de her sager. Vi mener, at indflydelsen og beslutningen skal ligge i de lokalt valgte byråd, siger Johan Brødsgaard (RV).

Sådan ser man det også hos dem, som opstiller de store byggerier.

- Vi synes, det både er unødvendigt og til en vis grad udemokratisk, at de stadigvæk har denne udvidede vetoret, siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energiproduktion hos Green Power Denmark.

Hun mener, kirkerne sagtens kunne nøjes med almindelig høringsret og den nuværende kirkebyggelinje, hvor der ikke må bygges højt inden for 300 meter fra kirken.

- Det er fuldt tilstrækkeligt til at lave de nødvendige hensyn til bevarelse af kulturhistorien, som kirkerne udgør, mener Camilla Holbech.

Men det er ikke kun den direkte brug af veto- eller indsigelsesretten, som bliver kritiseret.

- Det betyder noget, hvis man på forhånd har en formodning om, at nogle projekter ikke kan lade sig gøre, så er det sjældent, at de overhovedet når ind på politikernes bord, siger Johan Brødsgaard (RV).

I brug 11 gange siden 2017

Ifølge en opgørelse fra Bolig- og Planstyrelsen i 2024, så har vetoretten været brugt mindst 11 gange siden 2017. To af sagerne var fra Aarhus Stift.

Så selvom vetoretten ikke bliver brugt så ofte, så mener KL og Green Power Denmark, at den har sat en stopper for langt flere byggerier.

- Når du går ud og screener i landskabet og ved, at der ligger en potentiel hammer, der kan ramme dig ret sent i processen, så vil du jo måske i højere grad vige tilbage og sige nej, den risiko vil jeg ikke tage, siger Camilla Holbech.

Tilbage i 2024 blev der opstillet et lovforslag om at fjerne kirkernes vetoret. Det valgte minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) dog at droppe igen.

Det er biskop ved Aarhus Stift godt tilfreds med.

- Jeg vil være ked af, hvis den skulle fjernes. Det er ikke noget, vi bare gør hver gang, slet ikke, ofte løser det sig i dialog med kommunen, fortæller Henrik Wigh-Poulsen.

Er det ikke en lidt gammeldags tanke, at kirken har sådan en særlig ret, vi andre ikke har?

- Det kan man måske sige, men jeg synes, det er godt, at vi har en mulighed for at hæve røsten og sige: "Timeout, vi er nødt til lige at se på det her en gang til," siger Henrik Wigh-Poulsen.

Vetoretten blev indskrænket

Efter en del kritik fra kommuner og udviklere, der havde udfordringer med at opsætte solceller og vindmøller, blev loven i 2023 ændret.

Før var der ingen grænser for, hvor stor afstand der kunne være mellem kirke og projekt, før vetoretten kunne tages i brug.

Det blev ændret til, at kirkerne ikke kan gøre indsigelser mod solceller og vindmøller længere end 1.000 meter væk, og 2.000 meter hvis vindmøllen er højere end 250 meter.

Kommunerne har dog den mulighed at klage til ministeren, som så kan fjerne vetoretten ved konkrete byggerier, hvis det vurderes nødvendigt. Noget som skete i Ringkøbing-Skjern Kommune tilbage i 2018.

Kilde: Plan- og Landdistriktsstyrelsen

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kl-kirken-har-for-meget-magt

GDPR