
FREDERICIA: I alt deltog 34 projekter i kampen om KL's Innovations pris. I slutspurten stod kampen mellem Rudersdal og Fredericia Kommuner, og her valgte et enigt dommerpanel at give prisen til Fredericia Kommunes projekt, der har revolutioneret plejesektoren - ikke bare i Fredericia, men i hele landet.
- 'Længst Muligt I Eget Liv' gør op med de traditionelle forestillinger om, hvad god pleje og omsorg er. Projektet sætter ældre, og andre med plejebehov, i stand til selv at klare hverdagen - at blive selvhjulpne, og det har vist sig, at give den enkelte, ældre borger større livskvalitet, siger Helene Bækmark, Direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked.
Projektet, der også er kendt under navnet 'Fredericia-modellen' har fået stor opmærksomhed fra landets øvrige kommuner, ansatte indenfor plejen og innovations- og udviklingsbureauer. Men også kommuner og institutioner fra andre lande har besøgt Fredericia Kommune for at lære af projektet 'Længst Muligt I Eget Liv'.
Øget livskvalitet til borgerne, tilfredse medarbejdere - og sund økonomi
- Her er i den grad tale om en Win-Win situation, siger borgmester Thomas Banke (V).
- Vi har med et sundt menneskesyn, og 'Længst Muligt I Eget Liv' vendt begrebet ældrepleje 180 grader - til gavn for borgerne. Vi har arbejdet med projektet i godt to år, og tilbagemeldingerne fra de borgere og medarbejdere, der har været involveret, er særdeles positive. Vi har fra politisk side ønsket, at der blev arbejdet med at skabe øget livskvalitet for vores ældre borgere. Og selv om vi har investeret - både ressourcemæssigt og økonomisk - så kan vi, foruden den menneskelige tilfredshed, allerede nu dokumentere en økonomisk besparelse indenfor dette område på 15 mio. kr. årligt. Det er lige nøjagtig projekter af denne type, der skal være med til at forme fremtidens offentlige serviceydelser, hvor vi med nytænkning servicerer vores borgere optimalt på helt nye måder.
Tidligere var rigtig mange offentlige projekter drevet af eksterne konsulenter, men dommerpanelet bag KL's Innovationspris har i år bemærket, at flere og flere af de innovationsprojekter, som kommunerne arbejder med, er drevet af medarbejderne og lederne. Det betyder, at ideerne bliver langt bedre forankret, og innovationen bliver tænkt direkte ind i driften fra starten. Og det giver bedre resultater. Samme erfaring er Fredericia Kommune kommet frem til.
De to finalister til den store pris var: Fredericia Kommune med projektet 'Længst muligt i eget liv' og Rudersdal Kommune med projektet 'AGIL digital innovation'.
Nyt fokus
- Fredericia Kommune har med projektet 'Længst muligt i eget liv' vendt formålet med mødet mellem borger og kommune 180 grader, så der i dag er fokus på rehabilitering og forebyggelse frem for klassisk pleje, siger en af dommerne, Innovationschef Christian Bason fra Mindlab.
- Fredericia Kommune er en af de første kommuner, hvor byrådet og direktionen valgte at satse massivt på at finde radikalt nye løsninger gennem innovation. Og det er imponerende, at de allerede halvandet år efter står med det første resultat af den strategi: en hel ny tilgang til de ældre, hvor spørgsmålet ikke er, hvordan vi kan passe de ældre, men hvordan vi giver dem mulighed for fortsat at leve selv. Og det har givet gladere borgere og en klar effektivisering for kommunen.
Læs mere
Foto: Helene Bækmark, direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked modtager KL's Innovationspris kl. 14.15
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.