KL etablerede sidste år et netværk for tyve kommuner, hvor målet var en mere effektiv brug af lærernes arbejdstid. Resultaterne viste, at lærerne kan undervise mere. Nu tilbyder KL flere kommuner at få hjælp til at optimere lærernes arbejdstid, fortæller lærernes fagblad, Folkeskolen.
Bag resultatet lå en analyse, der omfattetede 8.200 lærere på 254 skoler. Og det er de resultater, KL nu tilbyder at skaffe i andre end de oprindeligt 20 kommuner, der ønsker at opnå en mere effektiv udnyttelse af lærernes arbejdskraft.
KL skriver på sin hjemmeside:
'Formålet med partnerskabet er at understøtte kommunernes arbejde med at optimere ressourceforbruget i folkeskolen. KL vil på baggrund af data fra de enkelte kommuner, afdække hvor meget lærerne i gennemsnit underviser. Ligeledes belyses, om der er forskelle mellem undervisningsprocenten på kommunernes skoler, og om der er forskel mellem den faktiske undervisningstid og den undervisningstid, der er forudsat i kommunens budget.
Efterfølgende vil KL lave et skøn over de deltagende partnerskabskommuners umiddelbare økonomiske potentiale ved at korrigere brugen af lærernes arbejdstid.
KL vil herefter udbrede de erfaringer, der findes i projektet til andre kommuner. Herved synliggøres de kommunale forskelle i brugen af lærernes arbejdstid, så det bliver muligt for kommunerne at sammenligne den variation og spredning, der gør sig gældende. Samtidig vil dette give mulighed for at viderebringe erfaringer til alle kommuner.'
Den udmelding bliver ikke varmt modtaget i DLF, Danmarks Lærerforening. Til Folkeskolen siger formand for overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen:
- Det er ærgerligt, at kommunerne ikke vælger at påtage sig et ansvar for kvaliteten i folkeskolen i stedet for at fortsætte med rigide sammenligningsøvelser. Politikerne siger, at de står ved arbejdstidsaftalen og samtidig undergraver de den på den her måde.
- Vores arbejdstidsaftale er bygget op om at skabe kvalitet i folkeskolen og gøre folkeskolen til en attraktiv arbejdsplads. Vi vil væk fra tælleri og tal for at skabe rum for ordentlig ledelse og kvalitet i undervisningen. Det skulle KL bruge noget mere krudt på, siger Gordon Ørskov Madsen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.