
Spillefugles tab i tips og lotto kommer endnu gang flere kulturtilbud på tværs af landet økonomisk til gode.
Således er alle partier på nær Borgernes Parti i Folketinget blevet enige om at fordele over 300 mio. kr. til kulturlivet.
Pengene kommer fra de såkaldte udlodningsmidler - tidligere kaldt tipsmidler - og stammer fra en del af overskuddet i blandt andet Danske Spil.
Pengene er fordelt til et hav af projekter og kulturinstitutioner landet over.
Det historiske spillested Jazzhus Montmartre i København, som også er finansielt støttet i finansloven, får en håndsrækning på 1,25 mio. kr.
Derudover får en række musikfestivaler støtte. Det gælder blandt andet initiativet Folk Spot på Tønder Festival, Næstved Metalfest og Dansktopfestivalen i Svendborg.
Flere tilskud videreført
Blandt de nye initiativer, der får støtte, er en række institutioner og foreninger, der arbejder med at få kunst og kultur ud til flere - blandt andet socialt udsatte mennesker og borgere i almene boligområder.
Flere tilskud fra sidste år er også blevet videreført ved uddelingen af midlerne i år.
I enkelte tilfælde er tilskuddet til tidligere støttede kulturtilbud blevet forhøjet. Det gælder blandt andet Sølund Musikfestival, der modtager én mio. kr., og Bakkens Hvile, der får 500.000 kr.
Den økonomiske støtte til det ukrainske kulturhus i København er i aftalen blevet sikret i årene 2025 til 2028 med et fast årligt beløb på fire mio. kr.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er "kisteglad" for aftalen, der er med til at få kulturen ud til flere.
- I en situation med et alvorligt trusselsbillede skal vi ikke kun forsvare vores land, identitet og demokrati med krudt og kugler. Den kulturelle oprustning er ligeså vigtig, siger han i en pressemeddelelse.
Inden midlerne udmøntes, skal det godkendes af Folketingets Finansudvalg.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.