Klar til 'like-ledelse'?

Sosu-medarbejderen Sarah gør fru Pedersen morgenklar, uploader en selfie af dem begge på Facebook og får 147 likes. Heriblandt selvfølgelig også en kommentar fra sin teamleder: Så flot Sarah! I teknik- og miljøafdelingen er det Nikolaj, der knipses til Facebook for dagens mest innovative ide. 'Seje Nikolaj gør en forskel', skriver planchefen sammen med sit like. Et fortegnet fremtidsbillede? Måske, men i fremtiden er den årlig MUS-samtale ikke nok. Fremtidens unge medarbejdere vil ses, høres og likes!

For et par år siden var jeg med til at skrive bogen 'Popstars-generationen - nutidens unge fremtidens arbejdskraft.' Et lidt provokerende og kærligt portræt af en drømmerisk ungdomskultur med store forventninger til sætte scene i deres eget arbejdsliv. Unge, der er opvokset i en MIG-MIG-MIG-kultur med masser af drømmebilleder i medierne og vant til hurtig respons og 'likes' på Facebook. Curlet og helikopteret af deres forældre, papforældre og pædagoger og med en opfattelse af voksne som en serviceydelse.

I fuld forventning om at blive set og hørt og gøre en unik forskel i spændende projekter på jobbet. Use me or loose me, it's MY way or the highway. De vil coaches og likes i et omfang, som nogle studievejledere kalder kannibalisering. Snart er popstars-generationen på vej ind på arbejdsmarkedet.

Ikke alle unge er ens. Men billedet har vist sig ikke at være helt skævt i forhold til virkeligheden på de mange uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, jeg har besøgt de sidste par år. Noget den økonomiske krise tilsyneladende ikke har ændret på. Tværtimod er de unge blevet endnu mere MIG-bevidste og søgende og kæmper for at skille sig ud og blive set. Og set vil de blive. Popstars-generationen er en relativ lille generation. Der bliver kamp om dem, når krisen er overstået, og de ældre generationer begynder at tjekke ud af arbejdsmarkedet. Vi kan lige så godt lære at like dem først som sidst.

Høres og mærkes
Først og fremmest skal I have de unge til at like jer! Rekruttering bliver en kunst i forhold til unge, der drømmer om at arbejde det fedeste sted med den fedeste historie og en unik titel som business assistent fremfor HK'er eller sosu traniee fremfor elev. Det bliver vigtigt at fortælle de gode historier om et menings- og identitetsgivende job i kommunen. Om hvordan man kan gøre en forskel i forhold til de ældre eller sikre kloakkerne mod klimaforandringen. Hvordan der selvfølgelig er udviklingsmuligheder, frihed og fleksibilitet og spændende projektarbejde. Intet job må fremstå som en rutinetilværelse med fast endestation. Tværtimod skal kommunen fungere som en hub - et netværksknudepunkt for adgang til nye spændende job og netværk.

Men det er ikke nok at få de unge lokket indenfor. Det skal passe i det virkelige liv. Mange virksomheder har brændt fingreren ved at bruge masser af penge på seje reklamer for at komme i kontakt med de unge. For blot at se dem smutte igen, når hverdagen viste sig at være småbureaukratisk og ensformig. De unge vil på fra start og mærke action. De vil ses og høres, og have ansvar og indflydelse. Fra dag ét. Og bydes velkommen med et projekt, hvor de kan gøre en forskel.

Projekter har særlig appel
På et hospital plejede de unge sygeplejestuderende først at overvære en operation efter flere måneder. I dag er de med efter 14 dage og kan derfor hurtigt skrive på Facebook, at nu er de i gang og blodet sprøjtede ligesom i 'Skadestuen' på TV. Lyder det forkert? Hvorfor egentligt? De unge er vant til at leve i en udadvendt kultur, hvor det handler om at sætte sig selv i scene. Virkeligheden er først virkelig, når den findes på Facebook. Derfor har projektarbejde også en særlig appel, fordi det er lidt mere sjovt at fortælle at man er med i 'projekt få børnehavebørn til at vaske bedre hænder' fremfor 'bare' at være pædagogmedhjælper på troldestuen.

De unge vil mødes i øjenhøjde og ikke disses eller bosses. De er vant til at forhandle med deres forældre og lærere om ALT. Det er vigtigt at forstå, at de unge ikke er dovne eller forkælede, de motiveres bare på en anden måde end tidligere generationer. De er opvokset med en stærk individualisme og er på et evigt identitetssarbejde. Er det her lige mig? Giver det mening for mig? Og Nu? Fra at bare at gøre det, man bliver bedt om, skal de unge lige mærke efter. Og måske vende sine følelser virtuelt med vennerne eller deres nærmeste leder. Vi har at gøre med en meget følsom generation, der forventer opmærksomhed og 24/7 smartphone service. Og har brug for mentoring og hjælp til refleksion over krav og muligheder på jobbet og egne evner.

Nye mindset
Med popstars-generationens indtog på arbejdsmarkedet bliver der for alvor rusket op i forældregenerationens hang til langtidsplanlægning og struktur. Hvorfor lave vagtplaner, når det er muligt at aftale bemanding virtuelt eller over sms? De unge er ikke vant til at rette ind efter en lineal, men navigerer løbende i forhold til muligheder og signaler. En åbenhed, der også betyder, at de sjældent står stille og venter, hvis de går i stå i et regneark. Lynhurtigt bliver spørgsmålet kastet ud på Facebook eller til en i netværket, der lige ved det. Mange arbejdspladser, jeg har besøgt, har været imponerede over de unges evne i et splitsekund til at bringe ny viden og ideer ind i konkrete situationer.

Popstars-generationen kan blive en gevinst for arbejdspladsen, vi skal bare lige have kørekort til dem. De er børn af deres tid, opvokset i en individualistisk digital tidsalder med mange drømmebilleder og vi har selv som forældre været med til at skabe dem, så vi måske synes, at de indimellem skaber sig lidt vel rigeligt. Men det skal de på fremtidens arbejdsmarked, som bliver mere løst og projektorienteret end i dag. Det bliver en kompetence at kunne finde og skabe sig selv. De unge kommer med et andet mindset og forventning til et job i kommunen. Men med en nødvendig snak om værdier og en forventningsafstemning kan det ligefrem ende med, at I kommer til at 'like' hinanden.