KØBENHAVN: Københavns Professionshøjskole iværksatte mandag eftermiddag et kriseberedskab, efter at en mand faldt omkring 20 meter ned fra et gelænder i skolens foyer.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnichsen til Ritzau. Ifølge vagtchefen tyder meget på, at der har været tale om et selvmordsforsøg.
- Vi troede først, at det var en arbejdsulykke, fordi vedkommende ikke har nogen relation til skolen, siger han.
Det var til at begynde med uklart, hvem manden var.
Vagtchefen oplyser mandag aften, at man har identificeret ham, og at de pårørende er underrettet. Det lyder mandag eftermiddag desuden, at han er i kritisk tilstand.
Anmeldelsen af hændelsen på Nyelandsvej i København indløb klokken 13.41, og en del vidner overværede ifølge vagtchefen situationen.
- Der var en del vidner, så de (Københavns Professionshøjskole, red.) er i gang med deres kriseberedskab, som vi selvfølgelig støtter op om, siger Dyre Sønnichsen.
Københavns Professionshøjskole oplyser til Ritzau, at de er dybt berørte over hændelsen og har tilbudt krisehjælp til alle berørte.
Skolen fortæller samtidig, at de endnu ikke har det fulde overblik over, hvor mange der var til stede i foyeren på tidspunktet for hændelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










