Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) vil hæve bødestraffen for personer, der ikke overholder deres bopælspligt. Det siger hun til DR.
For det går ud over "vores små lokalsamfund", når der "spekuleres i at snyde med bopælspligten", lyder det.
- Vi vil hæve bødestraffen for at sikre, at vi kan afskrække nogle af dem, der spekulerer i at købe helårsboliger - for eksempel på Bornholm eller i andre kommuner - og bare lader dem stå tomme, for det giver ikke liv, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR.
Som ejer af en helårsbolig har du pligt til at sørge for, at boligen er beboet mindst 180 dage om året. Bor du der ikke selv, kan du leje den ud til helårsbeboelse.
Overholder du ikke din bopælspligt, kan du i dag få en bøde på op til 10.000 kroner. Ved anden forseelse lyder bøden på op til 20.000 kroner, og det er her, at boligministeren vil sætte ind.
Hun foreslår at hæve taksten, så bøden kan være på op til 100.000 kroner anden gang, bopælspligten ikke bliver holdt.
Der er som udgangspunkt bopælspligt i alle boliger i landet. Det er de enkelte kommuner, der fastsætter reglerne.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










