
KØBENHAVN: De tre jobcentre i Københavns Kommune har i 2020 og 2021 ikke henvist en eneste ledig til et job. Det skriver Berlingske på baggrund af en aktindsigt.
Jobcentrene har i stedet lavet løsere aftaler med ledige, men modsat ved en henvisning kan det ifølge avisen ikke sanktioneres, hvis aftalen brydes.
Et af redskaberne til at få ledige i job er, at de ledige kan blive henvist til at søge et konkret job. Men det er ifølge Berlingskes aktindsigt altså ikke sket i Københavns jobcentre.
Man kan sanktioneres, hvis man uden en gyldig grund siger nej til en henvisning. For eksempel kan man blive trukket i den ydelse, man modtager.
Man har pligt til det
Flere eksperter, herunder arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet, undrer sig over for Berlingske over tilgangen i København.
- Man har en pligt til det i loven. Det er en del af den måde, loven er skruet sammen på, siger han til avisen.
Marianne Sørensen, der er direktør i Københavns Kommune med ansvar for jobcentrene, siger til Berlingske, at jobcentrene nu vil bruge henvisninger. Manglen på hænder på arbejdsmarkedet har været i fokus den seneste tid.
Den danske økonomi er kommet særdeles godt gennem coronakrisen, og der er ifølge de økonomiske vismænd udsigt til den højeste vækst i 15 år.
Særligt inden for byggeriet mangler der dog arbejdskraft. Og den mangel kan i deres optik fortsætte - og måske udbygges - de kommende kvartaler.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.