
KOLDING: Borgmester i Kolding Knud Erik Langhoff (K) genopstiller ikke som borgmester, fordi han vil overlade pladsen øverst på stemmesedlen til et helt nyt ansigt.
Det skriver JydskeVestkysten om borgmesteren, som har siddet en valgperiode, da han som outsider fik et politisk flertal til at pege på ham, hvilket overraskede mange.
Den 74-årige meddelte på et bestyrelsesmøde i den konservative vælgerforening onsdag eftermiddag, at han overlader det til den 48-årige selvstændigt erhvervsdrivende Christina Foldager. Bestyrelsen bakker enstemmigt op.
Hun siger til Jydske Vestkysten, at tanken om at stille op som borgmesterkandidat har modnet sig, siden hun for fire år meldte sig ind i partiet og for to år siden blev valgt til bestyrelsen. Hun er geologuddannet med eget firma, med base i House of Innovation, der rådgiver virksomheder med projektarbejde. Hun er født i Midtjylland og har de sidste 15 år boet i Kolding med mand og store børn.
Glidende generationsskifte
Knud Erik Langhoff kalder sin beslutning det "et glidende generationsskifte".
- Jeg synes ikke, det er ordentligt, hvis jeg stiller op som borgmesterkandidat med risiko for, at jeg ikke kan gennemføre endnu en periode som borgmester på grund af min alder.
- Jeg ville da gerne fortsætte, men jeg vil også være realistisk, og jeg tror også, at vælgerne vil se på min alder. Så jeg har længe presset på for at få det her skifte, og jeg føler, at vi har fundet en kompetent erhvervskvinde, siger han til avisen.
Han tror ikke, det vil svække hans magt som borgmester, at omverdenen ved, at han er på vej ud.
Han blev borgmester til manges overraskelse efter valget i 2021, selv om de tidligere folketingsmedlemmer Eva Kjer Hansen (V) og Villy Søvndal (SF) blev anset som favoritter til at indtage posten efter afgående Jørn Pedersen (V).
Men de stirrede sig blinde på hinanden, Knud Erik Langhoff sikrede sig posten og blev en af valgets helt store overraskelser. Han genopstiller som almindelig kandidat.
Beslutningen er enstemmigt godkendt og ventes afgjort endeligt af partiets medlemmer på et opstillingsmøde den 27. januar.
Der er kommunal- og regionalvalg til november 2025.
FAKTA: Disse borgmestre genopstiller ikke ved næste valg
Få overblik over de borgmestre, der ikke genopstiller eller allerede er fratrådt, her:
Fra Socialdemokratiet:
* Thomas Gyldal Petersen (S), Herlev, borgmester siden 2011.
* Jacob Bundsgaard (S), Aarhus, borgmester siden 2011.
* Sophie Hæstorp Andersen (S), København, overborgmester siden 2022.
* Kent Max Magelund (S), Brøndby, borgmester siden 2016.
* Steen Wrist (S), Fredericia, borgmester siden 2021.
* Thomas Kastrup-Larsen (S), Aalborg, borgmester siden 2014.
* H.C. Østerby (S), Holstebro, borgmester siden 2010.
* Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn, borgmester siden 2014.
* Hans Stavnsager (S), Faaborg-Midtfyn, borgmester siden 2018.
Fra Venstre:
* Henrik Hvidesten (V), Ringsted, borgmester siden 2014.
* Mads Sørensen (V), Varde, borgmester siden 2022.
* Niels Jørgen Pedersen (V), Thisted, borgmester siden 2022.
* Hans Østergaard (V), Ringkøbing-Skjern, borgmester siden 2018.
* Ulrik Wilbek (V), Viborg, borgmester siden 2018.
* Peder Christian Kirkegaard (V), Skive, borgmester siden 2014.
* Mogens Gade (V), Jammerbugt, borgmester siden 2002 (først for Brovst Kommune og derefter for Jammerbugt Kommune).
* Karsten Längerich (V), Allerød, borgmester siden 2018.
* Mogens Eduard Jespersen (V), Mariagerfjord, borgmester siden 2014.
* Erik Flyvholm (V), Lemvig, borgmester siden 2002 (først for Thyborøn-Harboøre Kommune og derefter Lemvig Kommune).
* Mads Jakobsen (V), Struer, borgmester 2014-2017 og igen fra 2022.
* Morten Andersen (V), Nordfyn, borgmester 2010-2023.
Fra De Konservative:
* Jacob Trøst (K), Bornholm, borgmester siden 2022.
* Knud Erik Langhoff (K), Kolding, borgmester siden 2022.
Fra SF:
* Tonni Hansen (SF), Langeland, borgmester siden 2018.
Kilder: Altinget og Ritzau.
/ritzau/
10.30 Opdateret med Morten Andersen og Mads Jakobsen, som manglede på listen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.