
En pligt til at undersøge muligheden for lokalaftaler, en præambel til aftalen og et uafhængigt, vejledende organ. Sådan lyder tre af Lærerkommissionens i alt otte forslag til, hvad der kan indgå i de kommende forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne.
Da forhandlingerne sidste år gik i hårdknude, kunne KL og Lærernes Centralorganisation næsten kun blive enige om at nedsætte kommissionen uafhængigt af hinandens interesser, og det er den, der altså nu er kommet med sin rapport. Først og fremmest er parterne nødt til at trække en slags streg i sandet, lyder det i rapporten, som kommissionen har udarbejdet. Herefter kan de bruge anbefalingerne som bagtæppe i forhandlingerne.
- Hvis man kan sige det lidt populært, står parterne nu med et bagtæppe for deres forhandlinger, som er vores rapport. Da de forhandlede i 2015 og 2018, var bagtæppet det beklagelige forløb, der havde været i 2013. Og det er en helt anden situation for parterne nu, siger kommissionens formand Per B. Christensen til dknyt.
Lokalaftaler
I løbet af de seneste 16 måneder har han turneret rundt i landet for at besøge 23 kommuner og 27 skoler. Her har et af forslagene sine rødder: Pligten til at undersøge muligheden for at indgå eller forny en lokalaftale. Det har kommissionen foreslået, fordi aftalerne giver mulighed for at oversætte politisk fastsatte mål til nogle mere praktiske retningslinjer, som passer til forholdene på de enkelte skoler.
- Det har en værdi at indgå lokale aftaler, fordi de primært fremmer arbejdsmiljøet, men også betyder, at lærere oplever en form for anerkendelse, ved at deres kommune indgår en aftale med den lokale lærerkreds, siger Per B. Christensen.
Kommissionen peger her på fire kommuner, hvor det er værd at hente inspiration: Brønderslev, Morsø, Aalborg og Ballerup.
- Overordnet set er det dét, at der bliver lavet en lokalaftale, der er vigtigt. Vi har ikke kunnet se, at enkeltelementer har stor betydning for arbejdsmiljø og for kvalitet af undervisningen. Aftalerne er jo meget forskellige og rundet af traditionen for samarbejde i den enkelte kommune, siger han.
Det er blot et af forslagene, som Lærernes Centralorganisation og KL kan forholde sig til, lærerne på en ekstraordinær kongres 5. februar 2020, inden de egentlige forhandlinger går i gang i marts 2020.
Se alle forslagene til en ny arbejdstidsaftale og hele rapporten her:
- En præambel til aftalen, der skal beskrive baggrund, hovedmål og retning.
- At ledelse og tillidsrepræsentant drøfter principper, som skal fastslå opgavefordeling og rammer for skemalægning.
- En pligt til at undersøge muligheden for at indgå eller forny en lokalaftale.
- At det fastsættes, at lærere i arbejdstiden skal være på skolen, hvis det fremgår i opgaveoversigten. Herefter kan den enkelte individuelt planlægges opgaver.
- Løbende fælles udvikling og efteruddannelse skal anerkendes i en central aftale, så lærere har ret og pligt til at deltage på linje med selve undervisningen.
- At det fastsættes, at opgaveoversigten skal have rimelig samlet opgavetildeling, og at der skal være rimeligt forhold mellem forberedelse og undervisning.
- At det fastsættes, at hver skole skal have bindende regler om en fremgangsmåde i de tilfælde, hvor en lærer oplever, at arbejdsopgaverne overstiger det forventede omfang.
- At der oprettes et eksternt vejledende organ om opgaveoversigter. Hvis en konflikt om rimeligheden i opgaveoversigten ikke kan løses mellem lærer og ledelser skal ledelsen indhente en udtalelse fra det eksterne organ, som sammensættes med repræsentanter udpeget af parterne. Organet skal være en slags rejsehold og aflægge årsberetning. Det skal fungere i en forsøgsperiode på tre år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.