VEJLE: Foreningen 'Behandl os ordentligt, selvom vi er arbejdsløse' er blevet til som en protest mod den måde, de arbejdsløse behandles på og ikke mindst den ofte meningsløse aktivering, de føler sig udsat for.
Formanden for Vejles Jobudvalg, Christa Laursen (S), er enig med foreningen i, at det er en forudsætning for, at indsatsen overfor de ledige skal gøre nogen nytte.
- Hvis den ledige ikke oplever tilbuddet som meningsgivende, er det svært at opnå succes. Tilbuddene skal først og fremmest måles på, om de er gode til at hjælpe de ledige i gang med job eller uddannelse. Borgerens gode oplevelse og jobeffekten af tilbuddet udelukker jo ikke hinanden, tværtimod. Man kan ikke hjælpe mennesker i job eller uddannelse, hvis de ikke oplever, at de bliver behandlet ordentligt, lyttet til og respekteret, siger jobudvalgsformanden.
Vejle Kommune bruger både private firmaer, uddannelses-institutioner og kommunens eget Kompetencecenter, når de ledige skal i et tilbud. Der er kontrakter med alle de private aktører, hvor de forpligter sig til at levere et bestemt stykke arbejde af en bestemt kvalitet. Der er tilsyn med aktørerne, og der er deltagerevalueringer på alle forløb. Derudover bliver aktørerne aflønnet efter, hvor stor succes de har med at hjælpe de ledige i job eller uddannelse.
Jobudvalget har sat et større arbejde i gang for at lave en egentlig kvalitetsstrategi i forbindelse med alle de tilbud, som de ledige får.
- Før vi lægger os fast på strategien, skal vi høre alle relevante parter, først og fremmest de ledige selv, dernæst de private aktører og også vores lokale beskæftigelsesråd. Når vi har fået alle meninger frem i lyset, vil Jobudvalget fastlægge en fremtidig strategi for kvaliteten i aktiveringen i Vejle, siger Christa Laursen, der mener, den nye forening skal høres i denne forbindelse.
Hun tilføjer, at kommunen har et rigtig godt udgangspunkt for samarbejdet, for den nyeste kundeundersøgelse peger på, at langt størstedelen af jobcentrets kunder er tilfredse med det tilbud, de har været i og med den service, de har modtaget i jobcentret.
Ifølge foreningen 'Behandl os ordentligt, selvom vi er arbejdsløse' hjemmeside, så har foreningen nu afdelinger i 16 danske byer.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.