
Aula har været noget nær umulig at komme ind på, siden statsministeren i aftes meddelte, at skoler og daginstitutioner skal lukke. Derfor bør forældre hoppe ud af appen, så lærere og skoleledere kan komme ind.
Lærere og skoleledere skal bruge den til at forberede dagen og den undervisning, som kan gennemføres. Det siger formand Claus Hjortdal til DR's P1.
Han fortæller også, at nogle børn påvirkes af situationen.
- Der er stor uro hos nogle børn, hvor der er angst, og de er bange for at dø. Danmark er i en tilstand, vi ikke har set siden anden verdenskrig.
Med udsigt til to uger væk fra skolerne, er han dog ikke nervøs for, hvad det får af betydning for eleverne.
- Efter lærerkonflikten i 2013 så vi, hvor lille påvirkningen var. Denne gang er vi forberedt på en anden måde, vi er bedre til at bruge digitale læringsmidler, så vi har et bedre udgangspunkt, siger Claus Hjortdal.
Største og mest gennemgribende indsats nogensinde
Børn i institutioner skal også holdes hjemme fra senest mandag, men helst allerede i dag. Derfor forbereder kommuner nu nødpasning af børn, hvis forældre varetager kritiske funktioner.
I Aarhus har man ikke overblik over, hvor mange børn det vil gælde, men der arbejdes på højtryk for at være klar med nødpasning fra mandag morgen.
- Målet er at sikre vitale funktioner i samfundet og bidrage til at inddæmme coronavirus. Forældre i Aarhus med et akut og nødvendigt behov for nødpasning skal forvente at give os besked fredag. Hvordan det skal ske, informerer vi om snarest
muligt, siger Martin Østergaard, direktør for Børn og Unge i Aarhus.
Det samme er i gang i Tønder Kommune, og i Frederikssund er rygestopkurser og mødregrupper droppet indtil 1. april i første omgang.
- Dette er en af de største og mest gennemgribende myndighedsindsatser, vi som kommune har stået overfor. Jeg vil opfordre alle borgere til at følge myndighedernes opfordringer for at begrænse smittespredningen, så vi dermed passer bedst muligt på vores ældre og udsatte borgere, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Indtil daginstitutionerne lukker helt, er det svært for pædagoger at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at undgå fysisk kontakt.
- Man kan ikke være pædagog, der arbejder med børn, og så ikke have fysisk kontakt med børnene. Små børn vil ikke kunne forstå, hvorfor vi afviser dem. Vi skal tage børn op og vise omsorg for børnene, siger Bupls formand Elisa Rimpler til Jyllands-Posten.
Virtuel undervisning
Gymnasieelever kan også se frem til virtuel undervisning. Den skal blive, som den plejer, men bag skærmen, fortæller gymnasieformand Birgitte Vedersø.
På Bornholm er ansatte i fire af kommunens centre blevet bedt arbejde hjemme allerede fra i dag, torsdag.
Også Sverige har forbudt forsamlinger på flere end 500 personer. Her er man klar til at tage fængsels- og bødestraf i brug, hvis forbuddet overtrædes.
- Det her er ingen generel anbefaling. Det er en skarp beslutning, lød det fra den svenske justitsminister, Morgan Johansson (S).
Det her også fået konsekvenser for europæerne, som havde planer om en tur til USA. Her har præsident Donald Trump lukket for europæiske indflyvninger til USA.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.