
I forbindelse med nedlukningen af samfundet blev også jobcentrene lukket. Men ifølge KL er lovkrav om antal møder med arbejdsløse fastholdt. Derfor står kommunerne nu over for mere end en halv million samtaler, der skal gennemføres bare for at gøre det.
- Der mangler at blive holdt 500.000 samtaler. Det er kravet fra regeringen nu, at vi skal afholder alle de samtaler, der ikke er blevet afholdt. Samtidig er der kommet 50.000 flere ledige.
- Den eneste årsag til, at de her samtaler skal afholdes, er, at ministeriet skal kunne følge med i statistikkerne over, om det enkelte jobcenter lever op til kravene, siger borgmester i Aalborg og formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen (S).
Han fortæller, at der er blevet holdt store mængder virtuelle samtaler og telefonsamtaler. Men de tæller ikke i statistikken.
KL vil have sat krav i bero
KL ønsker, at regeringen og Folketinget sætter kravet om, at ledige skal til op til seks samtaler det første halve år af deres ledighed, i bero. Ikke mindst fordi der forventes at komme en stor mængde nye ledige.
- Dette er den helt oplagte cocktail til at få hele systemet til at brænde sammen. Fokus kommer til at være på at leve op til et lovkrav om et antal samtaler og ikke på at hjælpe bedst muligt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Han siger, at samtaler har en værdi under normale forhold. Men at det ikke giver mening at kalde arbejdsløse ind til enormt hyppige samtaler alene for at leve op til et antalskrav.
- Det bliver samtaler for samtalernes skyld. Og der er overhængende risiko for, at hele systemet brænder sammen. Det virker exceptionelt ufleksibelt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Del af økonomiforhandlingerne
Kravet om, at de mange, mange samtaler skal gennemføres, er en del af de forhandlinger om kommunernes økonomi for 2021, der lige nu foregår i Finansministeriet.
Og der er da også store, økonomiske omkostninger ved at gennemføre de mindst 500.000 samtaler.
- Det er rigtigt, rigtigt mange penge, vi taler om. Man skal tænke på, at hver gang der er 15 minutters samtale, så er der 45 minutters administration og afrapportering. Så det er alene 500.000 arbejdstimer.
- Det vil koste mindst et stort trecifret millionbeløb for kommunerne, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.